Førstepladsen på verdensranglisten er på spil for Aryna Sabalenka, når belaruseren senere på ugen tager hul på WTA 1000-turneringen i Toronto.

En plads i ottendedelsfinalerne er afgørende for Sabalenka. Misser hun den, overtager verdenstoer Elena Rybakina tronen, hvis kasakheren går hele vejen.

Med sin stærke historik på hardcourt-underlaget har Sabalenka imidlertid gode forudsætninger for at nå langt i den store turnering i Canada.

Belaruseren har vundet 23 kampe i 24 forsøg på underlaget i år. Det eneste nederlag kom i Australian Open-finalen mod netop Rybakina.

Efter verdensetterens exit i fjerde runde i Wimbledon har Sabalenka ladet batterierne op på den græske ferieø Mykonos.

Med fornyede kræfter er belaruseren klar til at forsvare førstepladsen på ranglisten, som hun har indtaget siden oktober 2024.

- Jeg synes, pausen var tiltrængt. Jeg havde det meget bedre bagefter og kunne ikke vente med at komme tilbage på banen, siger hun.

Sabalenka levede heller ikke op til sin seedning på gruset i French Open, hvor hun røg ud i kvartfinalerne.

Hun ser imidlertid tilbage på græs- og grussæsonen med en følelse af, at resultaterne ikke helt står mål med hendes præstationer.

- Jeg vil ikke sige, at græs og grus var så dårligt. Jeg afprøvede nogle ting, men det gik ikke, som jeg havde håbet.

- Nu er vi "back to basics", og jeg håber virkelig, at det kommer til at fungere godt, siger Sabalenka.

Alle 32 seedede spillere sidder over i første runde.

Turneringen blev skudt i gang søndag, hvor den japanske kvalifikationsspiller Moyuka Uchijima gik videre til anden runde. Her venter Sabalenka.

Den syvdobbelte grand slam-vinder Venus Williams har allerede måttet vinke farvel til turneringen efter et nederlag til Kamilla Rakhimova.

Også danske Clara Tauson, der er seedet som nummer 27, skal i aktion i Toronto. Det er endnu ikke afgjort, hvem hun møder i anden runde.

RITZAU/AFP