Hvordan valgte Rory McIlroy at fortælle Caroline Wozniacki, at han både ønskede at afslutte deres kæresteforhold og aflyse det planlagte bryllup?

Spørgsmålet har svirret overalt i den internationale sportsverden siden offentliggørelsen af bruddet via en kort og kontant pressemeddelelse fra Rory McIlroys PR-agent i sidste uge.

Nu kender vi svaret.

Det giver tennisjournalisten Neil Harman i dagens udgave af det engelske dagblad The Times:

Efter Rory McIlroy var fløjet fra deres fælles lejlighed i Monaco og ankommet til golfturneringen i Wenthworth tog han sin telefon, og ringede Caroline op. Samtalen varede blot tre minutter. Caroline troede i første omgang at der var tale om en joke, men blev efterladt med blanke øjne. I løbet af et kort øjeblik var hendes liv blevet ændret.

GOLF-OPEN/


- Jeg har historien fra en god kilde, som jeg naturligvis ikke ønsker at røbe navnet på, siger Neil Harman i telefonen fra Paris, hvor han i disse dage følger kampene ved Grand Slam-turneringen French Open.

Neil Harman vil ikke kommentere på, hvad han mener om, at Rory McIlroy ikke på to-mands-hånd valgte at give Caroline Wozniacki en forklaring på, hvorfor det snart tre år lange forhold skulle slutte på denne bizarre måde.

- Det er deres egen sag. På min avis forsøger vi at forholde os til facts og ikke analysere på følelser, siger Neil Harman, der i fjor i Eastbourne nogle få dage før Wimbledon-turneringen lavede det første og formentlig eneste dobbelt-interview med Caroline Wozniacki og Rory McIlroy.



- Jeg mødte to unge mennesker, der var meget forelskede i hinanden. De talte åbenhjertigt om deres forhold, og præsenterede fælles fremtidsdrømme. Jeg havde ingen anelse om, at det mindre end et år efter ville være slut mellem dem. Tværtimod, siger Neil Harman, der også mødte dem tidligere i år, mens Caroline Wozniacki deltog i en turnering i den amerikanske by Indian Wells.

- Mens Caroline trænede fik jeg en god snak med både hendes daværende træner Michael Mortensen og Rory. Alt åndede fred og idyl. Set i bakspejlet var der heller ikke på det tidspunkt optræk til et brud mellem dem, siger Neil Harman.

Tirsdag fulgte han hende tæt ved French Open. 

GOLF-OPEN/


- Stemningen på banen under hendes kamp mod Yanina Wickmayer var, som den plejer at være, når to jævnbyrdige spillere med gode relationer til hinanden mødes. Intens og sportslig korrekt. Jeg er ikke sikker på, at de franske tilskuere var klar over Carolines situation. Men hos os andre mødte hun stor sympati. Det hun har været igennem de seneste dage, kan umuligt have været særligt behageligt, siger Neil Harman.

Hans kollega i det internationale korps af tennisjournalister, Chris Bowers, der nu er freelance, men som tidligere har arbejdet for såvel Eurosport, BBC som Swiss Radio, fulgte også Caroline Wozniackis kamp og pressemøde tirsdag ved French Open.

- Jeg tager hatten af for, hvordan Caroline håndterede situationen. På banen fightede hun energisk og ved pressemødet viste hun stort overskud. Efter hun var ankommet, ventede hun to-tre minutter på at korpset af journalister dukkede op. Straks tog hun ordet og sagde, at hun var glad for de mange søde beskeder, hun havde modtaget de seneste dage, og at hun ikke ønskede at svare på personlige spørgsmål. Men da hun fik et spørgsmål om det alligevel, svarede hun beredvilligt. Det var flot gjort, siger Chris Bowers.

Han kan ikke forestille sig, at Caroline Wozniacki snart er fortid som aktiv spiller på WTA Touren.

- Hun er stadig ung. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at hun nogensinde bliver verdens-etter igen. Hun mangler slagene til at kunne besejre de fire-fem bedste, siger Chris Bowers.

Neil Harman er mere tvivlende om Caroline Wozniackis tennismæssige fremtid.

. Hun befinder sig lige nu i en personlig chok-tilstand. Hvornår og hvordan kommer hun mentalt ovenpå igen. Det er svært at gætte på, hvor længe hun vil være påvirket af dette, siger Neil Harman.