Første kvalifikationsrunde til Miami Open bliver endestationen for Mikael Torpegaard ved turneringen.

Den danske tennisspiller tabte mandag lokal tid med 6-3, 3-6, 2-6 til amerikanske Emilio Nava i forsøget på at komme ind i den store amerikanske turnering.

Den 19-årige amerikaner havde fået wildcard til kvalifikationen.

Men trods en placering som nummer 556 viste amerikaneren sig at være for stor en mundfuld for Torpegaard, der ligger nummer 191.

Danskeren kom ellers bedst fra start og tog sig af første sæt, da han selv holdt serv og lykkedes med at bryde Nava en enkelt gang.

Men i de næste to sæt holdt amerikaneren uden undtagelse sin egen serv, og da Nava i stedet brød Torpegaard én gang i andet sæt og to gange i tredje, blev det til en sejr til Nava.

Nava kom også ind til kampen med et par fine, friske resultater i bagagen.

Således vandt han i Spanien for en uge siden en turnering på ITF-niveau, der fungerer som en indgang til professionel tennis og ofte har deltagelse af store talenter.

Sidst Nava mødte en dansker var i februar, da han tabte til den unge danske tenniskomet Holger Rune.

Med nederlaget er det endnu ikke lykkedes 26-årige Torpegaard at få en sejr efter sin grand slam-debut ved Australian Open tidligere på året, som endte i første runde.

Miami Open er en Masters 1000-turnering, som rangerer umiddelbart under grand slam-turneringerne.

Både Rafael Nadal, Novak Djokovic og Roger Federer har meldt afbud til turneringen.

Russiske Daniil Medvedev er dermed førsteseedet i hovedturneringen hos herrerne.

/ritzau/