Da Holger Rune natten til torsdag dansk tid tog en flot sejr over verdensranglistens nummer 29, Benoît Paire, fik franskmanden en hård medfart.

Ikke nok med at han fik klø på Chile Open-banen af den stærke 17-årige dansker, så har Paire også fået en hård medfart på de sociale medier.

Det er ikke nederlaget i sig selv, der har fået mange ord med på vejen, men det har i stedet franskmandens attitude under kampen, som Holger Rune vandt med 6-2, 6-3.

For mange bemærkede, at han til tider virkede nærmest ugidelig og spillede langt under niveau. Her er blot et udpluk af de mange kommentarer, der er kommet:

  • 'Hey ATP. Hvorfor spiller Paire stadig? Han burde blive suspenderet?'

  • 'Paire er kun kommet for at nyde sommeren.'

  • 'Er det overhovedet svært, når det er Paire? Selv min 10-årige bror kan give ham røvfuld.'

  • 'Hvordan kan Paire opføre sig sådan her, uden det får konsekvenser? Forklar mig det. Det er en skændsel for tennis.'

  • 'Paire prøvede jo ikke engang at give ham modstand.'

  • 'Det er trist. Han havde chancen for at spille de største turneringer, men han havde en ikkeprofessionel indstilling. En skændsel for tennis. Jeg har fulgt ham i årevis, men i går var en kamp for meget. At tabe til verdens nummer 410 med den modbydelige indstilling …'

Holger Rune har én gang tidligere slået Paire ved en invitationsturnering i Hørsholm i 2020, og nu lykkedes det altså endnu en gang for den danske komet, der får mange rosende ord med på vejen på de sociale medier.

»I dag gik jeg mest efter hans forhånd, for jeg ved, hvor farlig hans baghånd kan være og også hans serv-flugtspil. Jeg forsøgte at spille tungt og med spin til hans forhånd, og hver gang, der kom en kort bold, gik jeg ind og tog bolden tidligt,« forklarede danskeren om taktikken mod franskmanden.

Chile Open er en ATP 250-turnering og dermed det laveste turneringsniveau på ATP Touren. Den næste modstander for Holger Rune bliver verdensranglistens nummer 86, Federico Delbonis.

I kampen mod Benoît Paire spillede danskeren desuden endnu en gang med sin noget specielle frisure. Den kan du læse mere om her.