I de seneste uger har Caroline Wozniacki holdt pause på grund af en skulderskade.

Men den danske tennisspiller var fredag med i lodtrækningen til næste uges WTA-turnering i franske Strasbourg. Her var hun topseedet.

I første runde skal Caroline Wozniacki møde Shelby Rogers fra USA. Mens Caroline Wozniacki er kravlet op som nummer ti i verden, så er amerikaneren nummer 51.

De to spillere har mødt hinanden én gang tidligere. Det skete i ottendedelsfinalen i WTA-turneringen i canadiske Montreal i august 2014.

Her vandt Caroline Wozniacki så klart som 6-1, 6-0 efter under en times ensidigt spil.

Kampen i Montreal blev spilles på hardcourt, mens underlaget er grus i Strasbourg.

Næste uges turnering fungerer som optakt til grand slam-turneringen French Open.

Caroline Wozniacki skal tidligst i aktion mod Shelby Rogers søndag, men kampen kan også komme til at blive placeret om mandagen.

Hvis Caroline Wozniacki vinder sin første kamp, så skal hun møde vinderen af opgøret mellem Risa Ozaki fra Japan og kineseren Qiang Wang.

/ritzau/