Ashleigh Barty er klar til tredje runde af Wimbledon. Clara Tausons bøddel er også videre.

Ashleigh Barty fortsætter sin færd i Wimbledon.

Torsdag spillede den australske verdensetter, der er topseedet i den prestigefyldte tennisturnering, sig videre til tredje runde.

Det skete med en sejr over russiske Anna Blinkova, der blev slået i to sæt med cifrene 6-4, 6-3.

Barty skal i tredje runde møde tjekkiske Katerina Siniakova, der er useedet.

Tidligere torsdag gik Barbora Krejčíková også videre. Tjekken, der sendte Clara Tauson ud af turneringen i første runde, vandt i to sæt over tyske Andrea Petkovic.

Knap så godt gik det for tredjeseedede Elina Svitolina. Ukraineren er færdig på græsset i London efter et nederlag i to sæt til Magda Linette fra Polen.

Dermed er seks af de ti bedst seedede spillere i damesingle røget ud af Wimbledon efter de første to runder. Tidligere er Sofia Kenin (seedet fire), Bianca Andreescu (seedet fem), Serena Williams (seedet seks), Belinda Bencic (seedet ni) og Petra Kvitova (seedet ti) røget ud.

/ritzau/