Useedede Lauren Davis missede tre matchbolde mod Simona Halep i et helt vildt tredjerundeopgør i Australien.

Melbourne. Den topseedede rumæner Simona Halep er klar til ottendedelsfinalen ved Australian Open efter et højdramatisk opgør i tredje runde.

Halep sejrede i tre tætte sæt over den useedede amerikaner Lauren Davis.

Undervejs var den rumænske favorit nede med tre matchbolde. Alligevel formåede hun altså at kæmpe sig tilbage og sikre avancement.

4-6, 6-4, 15-13 lød de vilde sejrscifre efter den tre timer og 45 minutter lange kamp på Rod Laver Arena i Melbourne.

I opgøret natten til lørdag ydede 24-årige Davis, der er nummer 50 på verdensranglisten, forrygende modstand.

Hun startede også bedst, da hun tog kampens første sæt med 6-4. Halep svarede igen ved at vinde næste sæt med de samme cifre.

Dermed skulle de to ud i et tredje og afgørende sæt.

Her fandt begge spillere storspillet frem, og Davis imponerede blandt andet ved gang på gang at returnere Haleps velplacerede slag.

Undertippede Davis formåede at tilspille sig hele tre matchbolde ved stillingen 11-10. Her viste Halep dog klassen, mens der måske gik en smule gummiarm i den hos amerikaneren.

I hvert fald overlevede Halep alle matchboldene og udlignede til 11-11.

Efterfølgende måtte Davis tage en såkaldt medical timeout, da en af hendes tånegle knækkede.

Hun gav dog ikke op, og det gjorde Halep heller ikke.

De to nåede frem til stillingen 13-13, inden det endelig lykkedes for Halep at trække fra den hårdt kæmpende amerikaner.

Halep brød Davis og havde dermed muligheden for at serve sejren hjem.

Rumæneren spillede sig frem til en matchbold ved stillingen 40-30, og hun skulle kun bruge et enkelt forsøg til at afgøre sagerne. Dermed kunne hun fejre sejren efter et tredje sæt, der tog næsten to og en halv time.