Tjekkisk Wimbledon-vinder sender kys til sin afdøde mor
Linda Noskova, der vandt Wimbledon-finalen, sendte en hilsen og et kys til sin mor, der døde for to år siden.

Linda Noskova, der vandt Wimbledon-finalen, sendte en hilsen og et kys til sin mor, der døde for to år siden.

Der var store følelser på spil efter Wimbledon-finalen hos de to tjekker, der nåede at underholde publikum i tre sæt.
Linda Noskova, der vandt over Karolina Muchova, takkede sin mor, der døde for to år siden, og sendte et kys mod himlen over Centre Court.
- Der er en person mere, jeg gerne vil takke. Min mor. Jeg ville helt sikkert ikke have stået her uden dig, siger Noskova.
Den 21-årige tenniskomet havde svært ved at styre sine følelser efter den største triumf og den første grand slam-titel i tenniskarrieren.
- Jeg har nydt disse to uger så meget, gennemgået triste tårer og glædestårer. Det har kostet blod, sved og tårer.
- Det var det hele værd, og jeg vil helt sikkert aldrig glemme disse to uger, siger Noskova.
- Alle disse kampe har været så hårde, både fysisk og mentalt. Især i finalen var det aldrig nemt at få det sidste point, siger Noskova.
Muchova, der for anden gang tabte en grand slam-finale, var tydeligt skuffet efter nederlaget.
For tre år siden tabte hun French Open-finalen, men hun havde stadig overskud til at sende rosende ord i retning af Noskova.
- Det er virkelig svært at finde ord. Jeg starter med Linda - min eks-veninde, nej, jeg laver bare sjov.
- Du er så ung. Det var din første grand slam-finale, og den måde, du håndterede den på, og den måde, du spillede på, var virkelig utrolig, siger Muchova.
- Men jeg er ret skuffet lige nu. Jeg vil kæmpe videre. Jeg vil have det trofæ. Jeg håber, at jeg kan nå finalen igen, siger Muchova.
RITZAU