Barbora Strycova sendte Johanna Konta ud af Wimbledon og spillede sig i semifinalen i grand slam-turneringen.

Briterne må vente mindst et år mere på at kunne juble over en landsmands sejr i kvindernes Wimbledon.

Johanna Konta, det helt store hjemmebanehåb i den prestigefyldte turnering, er nemlig færdig på græsset i London, efter at hun tirsdag tabte i kvartfinalen til Barbora Strycova.

Den useedede tjekke vandt i to sæt med cifrene 7-6, 6-1 og sendte dermed Konta ud.

Sidste gang, at det lykkedes en brite at vinde kvindernes singlerække, var i 1977, hvor Virginia Wade triumferede.

Strycova skal i sin første grand slam-semifinale i karrieren møde den amerikanske tennisstjerne Serena Williams, der tidligere tirsdag slog landsmanden Alison Riske i tre sæt.

Williams, der jagter sin ottende turneringssejr i Wimbledon, slog Riske med 6-4, 4-6, 6-3.

/ritzau/