Aryna Sabalenka førte 5-2 i tredje sæt og havde en matchbold, men tabte alligevel til Karolina Muchova

Efter et drama af en semifinale er den tjekkiske overraskelse Karolina Muchova finaleklar ved French Open.

I kampen om finalepladsen var Muchova, der er nummer 43 på verdensranglisten, oppe imod samme listes nummer to, Aryna Sabalenka.

Sidstnævnte så ud til at være godt på vej mod endnu en grand slam-finale i år, men så gik Sabalenka fuldstændig i stå.

Belaruseren, der i starten af året vandt Australian Open, førte 5-2 i tredje sæt og havde en matchbold, men endte alligevel med at tabe.

Takket være et utroligt comeback vandt Muchova med cifrene 7-6, 6-7, 7-5. Dermed skal hun lørdag for første gang i karrieren spille en grand slam-finale.

Her venter verdensetter Iga Swiatek, der er forsvarende mester i turneringen. Swiatek, som i sin semifinale torsdag slog Beatriz Haddad Maia, vandt også French Open i 2020.

Kampen mellem Muchova og Sabalenka var utroligt tæt fra start og frem til begyndelsen på tredje sæt. Hver gang, den ene lavede et servebrud, svarede den anden tilbage med det samme.

Det skete i slutningen af første sæt og to gange i andet sæt. Begge sæt endte derfor med at blive afgjort i tiebreak.

I tredje sæt fulgtes de to spillere ad frem til 2-2, men så tog Sabalenka fat. Med tre vundne partier i træk kom hun på 5-2, og i Muchovas efterfølgende serv spillede Sabalenka sig til sin første matchbold.

Men derfra gik det voldsomt ned ad bakke for Sabalenka. Matchbolden blev misbrugt, og 5-2 blev til 5-5. Muchova brød igen til 6-5, og så kunne tjekken pludselig selv serve finalepladsen i hus.

Det gjorde hun i overlegen stil. Sejren kom i hus på første matchbold uden at afgive point, og så kunne en nærmest chokeret Muchova fejre sejren, mens en slukøret Sabalenka måtte gå fra banen med bøjet nakke.

Karolina Muchova er aldrig tidligere nået længere end til tredje runde ved French Open.

/ritzau/