Den 28. april 2022 er en dag, som den tidligere tennisstjerne Jelena Dokic aldrig vil glemme.

Hun var helt presset af tårer, depression, angst og smerter, da hun stod på sin balkon på 26. etage og overvejede at tage sit eget liv for at få det hele til at stoppe.

Men hun gjorde det ikke – og derfor kan den nu 39-årige australier fortælle om episoden i et hudløst ærligt opslag på sin Instagram, hvor hun opfordrer sine følgere til at søge professionel hjælp, hvis de selv døjer med depression eller selvmordstanker.

»Jeg vil aldrig glemme den dag. Jeg ville bare have smerten og lidelsen til at stoppe. Jeg trak mig selv over kanten, og jeg ved ikke engang, hvordan jeg fik gjort det. Det har reddet mit liv at få professionel hjælp,« skriver Dokic blandt andet på sin Instagram.

For godt seks måneder siden blev Dokic separeret fra sin partner Tin Bikic, og siden da har hun været inde i en mørk periode.

Det fortæller den tidligere tennisspiller, der i løbet af karrieren opnåede en placering som nummer fire på WTA-ranglisten og blandt andet var i semifinalen i Wimbledon i 2000 som 17-årig.

»De sidste seks måneder har været hårde. Det har været konstant gråd overalt. Fra at jeg har gemt mig på toilettet, når jeg har været på arbejde, og tørret tårerne væk, så ingen har set det, til at jeg har grædt ustoppeligt indenfor mine fire vægge. Det har været ubærligt.«

»Dette er ikke nemt at skrive, men jeg har altid været åben, ærlig og følsom overfor jer (hendes følgere, red.), og jeg tror helt klart på, at styrken i at dele vores historier kan hjælpe os gennem ting og hjælpe hinanden. Jeg skriver dette, fordi jeg ved, at jeg ikke er den eneste,« skriver Dokic, som efter karrieren har fået job på tv-skærmen som tenniskommentator.

Hun fortæller, at hun er i bedring, men at det er med langsomme fremskridt – og det accepterer hun.

Jelena Dokic har tidligere åbnet op omkring, at hendes liv ikke har været det nemmeste.

I 2020 fortalte hun, at hun i løbet af karrieren var tæt på at begå selvmord, fordi hun blev mishandlet psykisk og fysisk af sin far Damir, der også var hendes træner, da hun op gennem 00erne var en af de lysende stjerner på tennisscenen. Det kan du læse mere om HER.

Tidligere på året var hun ude med en røffel til flere australske tv-seere, der var efter Jovic på grund af hendes vægt - det kan du læse mere om HER.