Han var et af de mest lovende talenter i 1980'erne med flere flotte resultater i bagagen.

Men nu fortæller argentiske Guillermo Pérez Roldán om en dyster bagside af sin tenniskarriere, hvor han blev udsat for både fysisk og psykisk vold af en af sine allernærmeste. Sin far.

»Jeg kan sige det uden frygt. Han var en visionær, ekstraordinær i tekniske detaljer og en god træner, men desværre var jeg hans søn,« fortæller 50-årige Roldán til La Nacion.

Som teenager brillerede Roldán på tennisbanen og vandt French Open for juniorer i både 1986 og 1987, og i 1988 gik han hele vejen til kvartfinalen i grand slam-turneringen, hvor han var oppe imod Andre Agassi. Samme år kravlede han op som nummer 13 på verdensranglisten i en alder af 19 år.

Men uden for stregerne på tennisbanen led Roldán under en voldelig far og træner, Raul Perez Roldan, der afstraffede sin søn, når resultaterne svigtede.

»For eksempel dengang jeg tabte en kamp, gik ind i et rum og blev slået lige på munden med en knytnæve. Eller de gange, han slog mig med et bælte eller stak mit hoved ned i toilettet,« lyder det fra argentineren.

Efter en turnering i 1989 brød Roldán med sin far som træner og fortsatte med at spille tennis i en årrække uden faderen ved sin side. Men som 24-årig blev han endnu en gang konfronteret med sin far på negativ vis.

»Han tog alle mine penge uden at fortælle mig det. Jeg opdagede svindlen i 1994, hvor jeg ringede til banken og bad om at få udbetalt nogle penge til en ferie, og de fortalte mig, at der ikke var flere penge. Flere millioner dollar.«

Ifølge Roldán havde hans far og mor tømte hans bankkonto, der var en familiekonto, hvor også Roldáns præmiepenge blev sat ind. I en alder af 24 stod han så pludselig på vej til at indstille karrieren, men uden en krone på lommen.

»Jeg var nødt til at bede min bedstemor låne mig penge for at kunne leje et sted at bo,« lyder det fra Roldán.

For tre år siden forsøgte han at blive forsonet med sin far i forbindelse med sit bryllup, men det lykkedes ikke, og i dag har Roldán fortsat ikke kontakt med sin far.