Den tidligere tennisstjerne Jelena Dokic langer ud og raser, efter folk har kommenteret og kritiseret hendes krop og vægt på sociale medier.

På Instagram har hun også delt et par af de beskeder, hun har modtaget, mens hun har ageret tv-kommentator og ekspert under det igangværende Australian Open.

'Mængden af body- og fat-shaming de seneste 24 timer har været vanvittig. Og det kommer fra hele verden'.

Hun skriver videre, at beskederne er direkte »ondskab«, og at »folk burde skamme sig«. Og endelig tilføjer hun, at hun modtager flere spørgsmål om, hvorfor »hun er blevet stor«, ligesom hun får andre negative kommentarer om sin vægt, hvilket du kan se herunder.

'Det er fuldstændig lige meget, hvad jeg laver, og hvad der er sket, fordi størrelse betyder ikke noget. Venlighed og at være en god person betyder noget, hvilket jer, der har overfuset mig og andre, tydeligvis ikke er,' lyder det fra Dokic, som fortsætter:

'Jeg kan og vil komme i form for min egen og mit helbreds skyld, men I bliver aldrig bedre mennesker. Vægt ændrer sig, men onde personer forbliver blot onde'.

Efterfølgende er det væltet ind med positive kommentarer fra folk, der støtter Dokic og bakker hende op.

Blandt andre fra Holger Runes tennistræner, Patrick Mouratoglou.

Jelena Dokic under Australian Open i 2012.
Jelena Dokic under Australian Open i 2012. Foto: NICOLAS ASFOURI
Vis mere

'Du gør det godt, Jelena. Lad være med at læse beskederne, og læg ikke noget i dem. Du vil altid finde ulykkelige og negative personer på sociale medier, som kun poster forfærdelige ting, hvilket siger alt om deres egen usikkerhed.'

'Flertallet elsker dig og beundrer dig og det fantastiske arbejde, du gør!' skriver han.

Jelena Dokic, der indstillede karrieren i 2014, nåede Wimbledon-semifinalen i 2000 i en alder af 17 år. I 2002 var hun nummer fire på verdensranglisten.

Jelena Dokic har efter sin karriere talt højt om, at hun blev mishandlet psykisk og fysisk af sin far, da hun var barn og i løbet af sin tenniskarriere.