Hun blev anset som et kæmpe talent inden for tennis i Frankrig som teenager.
Men for Angélique Cauchy blev tiden som ungdomsspiller til et sandt mareridt. Fra hun var 12 til 14 år gammel, blev hun udsat for seksuelle overgreb af sin daværende træner Andrew Geddes.
Det fortæller hun til en undersøgelseskommission i Det Franske Parlament, der blev nedsat i juli for at identificere 'operationelle fejl indenfor idrætsbevægelsen, sportsforbund og styringsorganer'. Det skriver flere internationale medier heriblandt: Le Parisien, Dagbladet og The Sun.
»Der var ikke en gang gået to eller tre måneder, da det skete,« fortalte 36-årige Angélique Cauchy til kommissionen og fortsatte:
»Jeg sagde til ham: 'Nej, det må du ikke. Det er ikke rigtigt, jeg vil ikke have det'. Og han svarede: 'Men hvad? Du ved, at der nogle gange opstår et forhold mellem træner og elev. Vi tilbringer så meget tid sammen, det er normalt.' Men jeg ville slet ikke have ham, han var på min mors alder.«
Cauchy blev i begyndelsen taget med til kampe med Paris Saint-Germain af Andrew Geddes, men efter blot få uger begyndte chikanen af den dengang 12-årige tenniskomet at tage til.
Ifølge medierne fortalte Angélique Cauchy, at overgrebene var så voldsomme, at hun på en træningslejr i to uger angiveligt skulle være blevet voldtaget tre gange om dagen.
»Det var de værste to uger i mit liv. Jeg tænkte mange gange på at tage mit eget liv. Han voldtog mig tre gange om dagen. Den første nat spurgte han, om jeg måtte komme ind på hans værelse, og det gjorde jeg ikke, så kom han ind på mit. Det føltes som et fængsel,« sagde hun under høringen, ifølge The Sun.
Andrew Geddes blev i 2021 fundet skyldig i voldtægt og seksuelle overgreb af fire piger i alderen 12 til 17 år. Han blev idømt 18 års fængsel, skriver Le Parisien.
Ifølge det franske medie medførte Angélique Cauchys chokerende fortælling tilbage i maj måned til Franceinfo, at Andrew Geddes blev dømt skyldig.
»Jeg blev voldtaget 400 gange af min tennistræner gennem to år,« fortalte hun til Franceinfo i maj måned.
Den 36-årige tidligere franske ungdomsstjerne er ikke den første tennisspiller, der står frem med chokerende afsløringer om sin træner.
I september 2022 stod en anden fransk tennisstjerne, 25-årige Fiona Ferro, frem med sin historie, efter hendes træner Pierre Bouteyre blev anholdt og sigtet for seksuelt misbrug af Ferro fra 2012 til 2015.
Angélique Cauchys vidnesbyrd foran kommissionen ventes at være en del af en rapport, der bliver offentliggjort til december, skriver medierne.