Tidlig exit i Kina sender Holger Rune ud af top-1000
Holger Rune mister point fra Shanghai og Stockholm og falder derfor omkring 1000 pladser efter tidlig exit.

Holger Rune mister point fra Shanghai og Stockholm og falder derfor omkring 1000 pladser efter tidlig exit.

Holger Rune så positive aspekter, selv om han onsdag led et tungt nederlag i Shanghai Masters efter en tæt kamp mod tyskeren Daniel Altmaier, men på verdensranglisten blev nederlaget kostbart for den danske tennisstjerne.
Han lå før turneringen lige akkurat inden for top-200, men mister nu de 200 point, han optjente ved at nå kvartfinalen i Shanghai sidste år.
Desuden mister han de 100 point fra sidste års Stockholm Open, som blev afviklet i midten af oktober sidste år og var stedet, hvor han rev akillessenen over.
Rune står nu tilbage med blot ti point, som han får for deltagelsen i Shanghai. Dermed ryger han helt ned som nummer 1186 på ATP's liverangliste.
En sejr over Altmaier havde givet Rune yderligere 40 point og et møde i anden runde mod US Open-finalisten Ben Shelton, der ligger nummer fire i verden.
Det var tæt på for Rune, der vandt første sæt 6-1, men siden tabte de næste med 6-7, 4-6.
Danskeren mærkede dog klar fremgang i forhold til sidste uges afklapsning i Tokyo.
- Jeg må se det som en proces. Det var bedre her i Shanghai end i Tokyo. Der var klart flere positive momenter end i sidste uge, siger Holger Rune til TV 2 Sport.
Han er bevidst om, at det tager tid at komme tilbage efter 11 måneder ude.
- Jeg føler, det er vores rejse, og vi skal fokusere på og analysere den her kamp - og finde ud af, hvor jeg er uskarp.
- Man kan godt se, at jeg ikke har spillet i lang tid. Jeg er uskarp. Jeg har ikke spillet i 11 måneder. Jeg kan mærke det i de små situationer, fortæller Rune.
Han er foreløbigt tilmeldt turneringer i Basel, Stockholm og Paris i sæsonens resterende del.
RITZAU