Jannik Sinner slutter sig med Miami-finale til en eksklusiv klub bestående af Nadal, Djokovic og Agassi.

Den italienske tennisteenager Jannik Sinner er i Miami Open-finalen og går dermed i fodsporene på flere af sportens største navne.

Fredag slog Sinner spanieren Roberto Bautista Agut i semifinalen 5-7, 6-4, 6-4.

Med bedriften kommer den 19-årige italiener med i en eksklusiv klub bestående af Andre Agassi, Rafael Nadal og Novak Djokovic, der også var i Miami Open-finalen som teenagere.

Alle nåede siden verdensranglistens førsteplads.

Unge Sinner har de seneste år fået tennisverdenen til at spærre øjnene op med sit kraftfulde spil og sin kølige fremtoning på banen.

32-årige Bautista Agut, som er verdensranglistens nummer 12, pressede dog Sinner til det yderste, og den 19-årige italiener smadrede næsten en ketsjer i løbet af andet sæt.

- Nogle gange bliver man frustreret, men man må bare forsøge at forholde sig rolig, sådan som jeg normalt gør, siger Sinner efter kampen.

- Nogle gange er man nødt til at råbe eller at gøre noget andet, men man bør ikke smadre ketsjeren.

Sejren var nummer otte over en top-20-spiller for Sinner, som selv bliver en del af verdens top-25 næste uge.

Italieneren er ikke overraskende spændt på finalen, hvor han møder polske Hubert Hurkacz, som slog russiske Andrey Rublev i semifinalen.

- Det kommer til at blive meget spændende, siger Sinner.

Miami Open er en Masters 1000-turnering, som rangerer umiddelbart under grand slam-turneringerne.

Agassi vandt turneringen i 1990, Nadal tabte finalen i 2005, mens Djokovic vandt i 2007.

Både Nadal, Djokovic og Federer har meldt afbud til herrernes turnering, hvilket utvivlsomt har gjort vejen lettere for Sinner.

Flere eksperter ser dog alligevel Sinner som et af de største tennistalenter i verden.

/ritzau/AFP