Garbine Muguruza og Stan Wawrinka. To velkendte navne på tennisbanen.

De har tidligere delt billeder, hvor de træner sammen, men nu er flere fans begyndt at spekulere i, om de to ses andre steder end på hver sin side af nettet.

Og det skyldes billeder, som de hver især har delt på Instagram. Det er ikke samme billede, men flere fans har bemærket nogle ligheder ved det, der har fået dem til at kommentere, om de to er et par.

Billedet, som Garbine Muguruza har delt, viser hende, der ligger ved en pool angiveligt i Schweiz.

'Små øjeblikke som dette,' skrev hun til billedet, som blev delt i weekenden.

Stan Wawrinka har tidligere på sin profil delt mange billeder ved en pool, og det kunne snildt ligne, at det er den samme som den, Muguruza nu ligger ved.

'1. Fliser der er mørke helt nede ved kanten og lysere længere ude. 2. Kanten, der ikke er lukket. 3. Bakker og bjerge i baggrunden. Et tilfælde?' skriver en bruger på Twitter, og mange fans stemmer i.

De tror bestemt, at de to tennisstjerner gemmer på en lille sød hemmelighed.

  • 'Gabi Muguruza og Stan Wawrinka: parret, jeg ikke vidste, jeg havde brug for.'
  • 'Så, er Muguruza og Wawrinka et par nu?'
  • 'Den sladdertante, der bor i mig, begyndte lige at følge Muguruza på Instagram, fordi jeg vil være en del af CSI-holdet for at finde ud af, om hun virkelig danner par med Wawrinka.'

Sådan lyder blot et udpluk af de reaktioner, der er kommet, efter Garbine Muguruza delte billedet fra poolen.

Garbine Muguruza og Stan Wawrinka delte 22. juni begge et billede, hvor de stod på tennisbanen og trænede sammen.

'Får Stan the man til at svede for det,' skrev Garbine Muguruza til billedet, og allerede dengang begyndte fans at spekulere i, om et nyt tennispar er ved at se dagens lys.

Stan Wawrinka har tidligere dannet par med Donna Vekic, men de to gik fra hinanden efter at have været kærester i fire år. Hverken han eller Garbine Muguruza har bekræftet, at der skulle være mere imellem dem end tennistræning, men spekulationerne er i hvert fald blusset op for fuld skrue.