Det er lige nu tvivlsomt, hvorvidt Andy Murray kommer til at spille Australian Open.

For tennisstjernen er blevet ramt af coronavirus. Det bekræfter en talsperson over for Daily Mail.

Han blev testet positiv tidligere på ugen og har ifølge mediet milde symptomer. Til gengæld starter der nu et kapløb mod tiden for at blive klar til årets første grand slam i Melbourne.

Turneringen starter 8. februar, og Murray – som lige nu er i isolation derhjemme – håber fortsat på, han måske kan få lov til at rejse ind i landet og ikke mindst spille.

Oprindeligt skulle han af sted om få dage, men den tur er han med al sandsynlighed nødt til at aflyse.

I stedet må han krydse fingre for, at han kan få en særlig tilladelse på trods af de strenge karantæneregler, der er i Australien.

Netop Australian Open er en turnering, den 33-årige stjerne er gået benhårdt efter. I en sådan grad, at han efter jul trak sig fra et ATP-event af frygt for, han ville få coronavirus og dermed gå glip af den australske grand slam.

Andy Murrays positive test kommer, efter der den seneste uge har været et lille udbrud på Roehampton's National Tennis Centre, hvor han træner. Her er også britiske Paul Jubb blevet testet positiv.