De mødtes pludselig på gaden, og nu skal de giftes.

Det lyder umiddelbart som plottet i en romantisk Hollywood-film, men det er også sådan, det gik til for tennisstjernen Garbiñe Muguruza.

Den tidligere Wimbledon-vinder har sagt 'ja' til sin kæreste, modellen Arthur Borges. Det fortæller hun i et opslag på Instagram.

'You had me at Hello,' skriver Muguruza, der på billedet også viser ringen frem.

At de to mødtes, var ret tilfældigt, fortæller tennisstjernen til flere medier.

I august 2021 var hun i New York, da hun besluttede sig for at gå en tur.

»Mit hotel lå tæt på Central Park. Jeg kedede mig og ville gå en tur. Jeg gik ud og stødte ind i ham på gaden,« fortæller hun til spanske Hola!

»Pludselig vender han sig om og siger: 'Held og lykke til US Open'. Jeg tænkte: 'Wow, han er godt nok flot',« fortæller Murguruza om Arthur Borges, der også spurgte, om han måtte få et billede med hende. 

Det viste sig, at de to gik særdeles godt i spænd, og nu kan de altså knap to år senere kalde sig forlovede.

»Mine tanker var et andet sted, og da han friede, begyndte jeg at græde. Jeg sagde ja i tårer, det var meget romantisk,« fortæller tennisstjernen om frieriet.