Johanna Konta var utilfreds.

Det lagde hun ikke skjul på efter sit exit ved Wimbledon. Men det var ikke selve kampen, der gjorde hende sur.

Det var i stedet en reporter på det efterfølgende pressemøde, som stillede et spørgsmål, hun ikke brød sig om.

For en journalist påpegede, at Konta havde lavet 33 uprovokerede fejl på en time og 37 minutter, og det fik hende op i det røde felt.

»Er det din professionelle tennis-holdning?« spurgte hun først, skriver The Guardian.

»Du skal ikke køre så hårdt på mig. Jeg synes selv, jeg er meget åben over for jer (medierne, red.). Jeg siger, hvordan jeg havde det derude. Hvis I ikke vil acceptere det svar eller ikke er enige, er det fint,« sagde Johanna Konta, der tabte med 6-7, 1-6 til Barbara Strycova.

Hun føler selv, at hun gjorde sit bedste, og derfor gad hun ikke høre på reporteren, da vedkommende begyndte at remse nogle af hendes fejl op og spørge, om hun kunne have fået mere ud af kampen.

»Jeg tror stadig på den tennis, jeg spiller. Jeg tror stadig på den måde, jeg konkurrerer,« sagde 28-årige Konta. Men det stoppede ikke her. For da en reporter spurgte til, om hun ikke gerne ville lære noget af kampen og vinde en grand slam en dag, afbrød hun.

»Lad være med at tale ned til mig. Når du spørger på den måde, er du både respektløs og nedladende. Jeg er en professionel tennisspiller, og jeg gjorde mit bedste i dag. Mere er der ikke at sige til det,« sagde hun med et meget kontant udtryk, inden hun bad om næste spørgsmål.

Med kvartfinalenederlaget til Johanna Konta må de i England endnu en gang vente på at få en britisk vinder ved den store turnering.

Den seneste 'hjemmebanevinder' er Virginia Wade, der tog sejren i 1977.