Petra Kvitova er måske med i det forestående French Open. Mere sikker er hendes deltagelse i Wimbledon.

Paris. Den dobbelte Wimbledon-mester Petra Kvitova nærmer sig et comeback på de største tennisbaner.

For seks måneder siden blev den 26-årige tjekke udsat for et knivoverfald i sit hjem i byen Prostejov. Nu er den hårdtslående Kvitova så småt ved at være klar igen.

Der er en lille chance for, at hun kan deltage i French Open, der begynder på søndag. Mere sikkert er det, at Kvitova er med i Wimbledon i juli.

- Når det handler om Wimbledon, så ser det godt ud.

- Hun vil tage en beslutning omkring Roland Garros i sidste minut, siger Kvitovas pr-manager, Katie Spellmann, omkring French Open.

Lodtrækningen til årets anden grand slam-turnering, der spilles i Paris, finder sted på fredag.

Kvitova, der vandt Wimbledon i 2011 og 2014, opnåede sit bedste French Open-resultat i 2012, hvor hun nåede semifinalen.

Den tjekkiske tennisstjerne blev angrebet i sit hjem 20. december, da en mand fik lusket sig ind i hendes bolig ved at udgive sig for at være en anden.

Kvitova fik sat en kniv for halsen, men fik vristet sig fri. Dog kom flere af hendes fingre til skade.

Tjekken er nummer 16 på den seneste verdensrangliste fra WTA.

/ritzau/