En tur i bad endte dramatisk for tennisstjernen Beatriz Haddad Maia.
Hun er lige nu i den mexicanske by Guadalajara, da hun skulle spille den store WTA 1000-turnering.
En turnering, hun nu har måttet melde afbud til efter et brusebad, fortæller hun på Instagram.
For da hun skulle ud fra kabinen, eksploderede døren.
'Sidste søndag på hotellet da jeg skulle ud af badet, sprang døren simpelthen. Det betød, at min krop blev revet op flere steder. Jeg måtte tage på hospitalet her i Guadalajara, så jeg kunne blive syet – også i begge hænder,' skriver hun.
Beatriz Haddad Maia fortæller, hun er ærgerlig over ikke at kunne spille turneringen, da den er noget helt specielt for spillerne.
'Udover forskrækkelsen har jeg det fint. Det kunne have været meget mere alvorligt. Sårene skal nu bruge lidt tid til at hele, så jeg kan vende tilbage til den sidste del af sæsonen,' skriver hun.
Brasilianeren ligger nummer 15 på verdensranglisten og har i denne sæson gjort sig bemærket i særligt French Open, hvor hun nåede til semifinalen.