Den femdobbelte grand slam-vinder Maria Sharapova hyldes for sine trøstende ord under tennisdrama.

Det skete ved Shenzhen Open, da Sharapovas modstander, det 17-årige tennistalent fra Kina, Wang Xinyu, pludselig faldt om på banen i et krampeanfald.

Wang, der blev den yngste deltager ved turneringen nogensinde, vandt overraskende første sæt mod den 31-årige russer, men blev tvunget til at trække sig fra opgøret grundet skade.

Før hun forlod banen, blev den unge kineser trøstet af Sharapova på sidelinjen, mens hun modtog behandling.

Wang Xinyu faldt om i et krampeanfald i opgøret mod Maria Sharapova ved Shenzhen Open.
Wang Xinyu faldt om i et krampeanfald i opgøret mod Maria Sharapova ved Shenzhen Open. Foto: STR
Vis mere

Den unge Wang kunne ikke holde tårerne tilbage, og den tidligere verdensetter tog plads ved siden af sin 17-årige modstander for at trøste hende.

»Krampe stinker! Du spillede utroligt, okay? Utroligt. Pas på dig selv. Hvis du spiller sådan der, bliver du nummer et. Det lover jeg,« sagde Sharapova blandt andet til Wang.

Tv-billederne opfangede de to kvinder i det fine øjeblik, og efterfølgende spredte de sig på sociale medier, hvor Sharapova blev hyldet for sine trøstende ord til den grædefærdige kineser.

Den kroatiske WTA-spiller Donna Vekic udtrykte det meget enkelt på Twitter, hvor hun kommenterede på de rørende billeder af Sharapova og Wang med et enkelt ord - 'sportsånd':

Efter opgøret blev Sharapova spurgt ind til situationen, og her roste tennisstjernen sin unge modstander yderligere:

»Det er selvfølgelig en hård situation. Det er ikke sådan, nogen af os har lyst til at slutte en kamp, som vinder eller taber,« fortalte Sharapova, skriver Independent, og russeren tilføjede:

»Jeg synes, Wang var den absolut dominerende i denne her kamp, og hun havde alle mulighederne for at vinde den, også selvom jeg følte, at jeg var ved at finde min rytme, kom tættere på linjen og blev mere aggressiv.«

Maria Sharapova møder Aryna Sabalenka fra Hviderusland i kvartfinalen i jagten på at løfte trofæet ved Shenzhen Open.