Det har sat sine spor på tennisstjernen Petra Kvitova, efter hun i december 2016 blev overfaldet i sit eget hjem.

Her kæmpede hun for sit liv, da overfaldsmanden satte en kniv mod hendes hals, inden hun instinktivt greb fat om kniven med sin venstre hånd og kom fri af hans greb. Til sidst forlod han hjemmet med 3000 kroner i hånden.

Og det skyldes, at hun pludselig begyndte at snakke til den overfaldsmand, som Petra Kvitova havde lukket ind i sit hjem, fordi hun troede, han var blikkenslageren. Det fortæller hun åbent og ærligt om i et stort interview med The Guardian.

»Min mentale styrke hjalp mig der. Jeg forsøgte at få ham til at forlade lejligheden. Så jeg begyndte at tale med ham, og så forsvandt han,« fortæller hun og forklarer, hvad der fik ham til at stikke af.

Petra Kvitova fortalte i slutningen af december 2016 på et pressemøde om det knivoverfald, der nær havde kostet hende livet.
Petra Kvitova fortalte i slutningen af december 2016 på et pressemøde om det knivoverfald, der nær havde kostet hende livet. Foto: David W Cerny
Vis mere

»Han må have vidst, at jeg ville ringe til politiet. Han kunne lige så godt have slået mig ihjel. Jeg tilbød ham penge. Jeg sagde: 'Vil du tage dem og gå?' Han sagde, at han havde brug for tid til at tænke sig om. Jeg sagde: 'Jeg har ikke tid til, at du tænker over det her. Jeg må på hospitalet, så du får pengene'.«

Han invilgede og gik. Hurtigt fik Petra Kvitova ringet til en ambulance og blev efterfølgende opereret i fem timer i sin venstre hånd - den hånd, hun spiller tennis med, og som på det tidspunkt havde sikret hende to Wimbledon-titler.

Og selvom hun i januar for alvor beviste, at hun er tilbage på toppen af tennisverdenen med en finaleplads ved Australian Open, så har overfaldet sat sine spor.

»Jeg var heldig. Jeg var heldig i en uheldig situation. For at være ærlig, kunne jeg lige så godt have ligget på kirkegården. Men det ændrede mig. På både en god og en dårlig måde.«

Hun forklarer, hvordan hun ikke kunne gå ud i meget lang tid. I stedet blev hun med sin familie og med mennesker, hun kendte godt.

»Og det er det værste ved det. Jeg stoler ikke på mennesker. Især ikke mænd,« siger hun grinende, mens tårerne triller ned ad kinderne.

»Det er derfor, jeg er single, tror jeg. Jeg stoler på folk, jeg har kendt længe, men ikke dem, som jeg har kendt kortvarigt. Jeg kan ikke gå ind i en taxa alene med en mand. Når jeg befinder mig på en gade, løber jeg næsten. Nogle gange får jeg denne her voldsomme frygt, at jeg har en eller anden lige bag mig. Det er hårdt,« forklarer hun.

I første omgang så det ikke ud til, at politiet ville finde gerningsmanden. Men et år efter lykkedes det at pågribe den 33-årige mand Radim Zondra.

Foto: FILIP SINGER
Vis mere

Og i marts i år blev han så idømt otte års fængsel for overfald og ulovlig indtrængen.

I retten, hvor tennisstjernen også vidnede, kom det blandt andet frem, at manden ikke var gået specifikt efter Kvitova.

»Jeg ønskede hele tiden, at han skulle i fængsel. Det er godt for mig, at han er blevet dømt. For mig var det værste, at jeg skulle i retten og komme med mit vidneudsagn.«

Og efter adskillige måneder, hvor hverdagen var hård, går det i dag meget bedre for tjekken, der igen også bor i sin egen lejlighed i Prag, efter hun gennem lang tid havde boet ved sine forældre.

29-årige Petra Kvitova har vundet 27 WTA-titler og to gange løftet det eftertragtede Wimbledon-trofæ. Hun er lige nu placeret som nummer seks i verden.