'Hvis du nogensinde føler dig trist, så nyd lige Naomi Osaka med en sommerfugl på næsen.'

Det lyder næsten helt poetisk eller som taget ud af et eventyr, men et helt særligt øjeblik fra Osakas tredjerunde-kamp er de sidste mange timer gået viralt og har fået mange kommentarer.

For undervejs i andet sæt af Australian Open-opgøret mod Ons Jabeur fik japaneren selskab på banen i form af netop sommerfuglen, der i første omgang satte sig på tennisstjernens ben.

Noget, en fan gjorde hende opmærksom på og fremfor at serve stoppede Naomi Osaka op og kiggede ned.

Sommerfuglen satte sig i første omgang på Osakas ene ben.
Sommerfuglen satte sig i første omgang på Osakas ene ben. PAUL CROCK
Osaka tog sommerfuglen på fingeren og flyttede den.
Osaka tog sommerfuglen på fingeren og flyttede den. JAIMI JOY

I stedet for blot at slå den væk, tog hun sig også god tid med det lille væsen, der på ingen måde havde travlt med at komme væk.

Hun tog sommerfuglen op på sin ene finger og hjalp den forsigtigt ud på sidelinjen, hvor hun slap den fri.

Det var sommerfuglen dog tydeligvis ikke med på, for den fløj tilbage og satte sig et kort øjeblik lige midt i ansigtet på den 23-årige tennisspiller.

Et øjeblik, der er blevet delt flittigt på de sociale medier, hvor det bliver sammenlignet med en scene fra en Disney-film. Øjeblikket kan ses i bunden af artiklen.

Naomi Osaka lagde sommerfuglen på sidelinjen.
Naomi Osaka lagde sommerfuglen på sidelinjen. DAVID GRAY
Sommerfuglen satte sig i ansigtet på Osaka.
Sommerfuglen satte sig i ansigtet på Osaka. PAUL CROCK
  • 'Sommerfuglehviskeren.'

  • 'Hun er en Disney-prinsesse, og jeg elsker hende.'

  • 'Det var det sødeste nogensinde.'

  • 'Det må være dagens billede.'

  • 'Naomi Osaka er velsignet af sommerfugle.'

  • 'Der er simpelthen noget majestætisk og smukt ved den sommerfugl, der sætter sig på Osakas næse.'

Naomi Osaka vandt kampen med 6-3, 6-2 og spillede sig dermed videre i årets Australian Open, hvor hun i fjerde runde skal møde sidste års finalist Garbine Muguruza.

Osaka har tidligere ligget nummer et på verdensranglisten. Lige nu ligger japaneren, der i sin karriere indtil videre har vundet tre grand slam-turneringer, nummer tre.

Næste gang hun skal i aktion bliver det i øvrigt uden tilskuere på lægterne, for fredag kunne arrangøren af Australian Open fortælle, at dørene vil blive smækket i for alle andre end spillere, officials og lignende.

Årsagen er, at der ifølge myndighederne i delstaten Victoria er fundet hele 13 tilfælde af den britiske mutationsvariant i løbet af det seneste døgn.