Det var et comeback af en noget anderledes slags, da Ekaterina Makarova torsdag slog den tidligere verdensetter Angelique Kerber i Cincinnati i USA.
Først havde hun matchbold, så lå hun grædende bag baglinjen og til sidst stod hun med en sejr og vinkede til publikum efter 6-4, 1-6, 7-6. Det hele startede ellers så godt for Makarova, der vandt første sæt, men herfra ændrede kampen karakter. Det skriver TV2.
Således stod Kate Makarova, som hun selv kalder sig, med en matchbold i hånden ved stillingen 5-2 i tredje sæt. Og i stedet for at udnytte den og lukke kampen, vandt tyskeren partiet. Det fik russeren til at falde sammen med krampe, mens tårene trillede ned af kinderne.
Kampens dommer løb ned fra dommerstolen, og spurgte Makarova, om hun havde brug for at blive tilset af en læge. Russeren kunne ikke svare på, om hun havde brug for lægehjælp, og i stedet endte hun med at rejse sig og fortsætte kampen, som intet var hændt.
I tiebreaket havde hun hele otte matchbolde, før hun kunne spille en stopbold ved nettet og sikre sig sejren. Under tiebreaket lignede hun da også en spiller, der havde meget mere energi end tyskeren.
»Jeg tænkte, at havde jeg tabt denne kamp, efter at have været foran 5-2 med en matchbold, så havde jeg slået mig selv ihjel. Så hver gang hun (Kerber, red.) havde matchbold, sagde jeg til mig selv, at jeg ville spille mit aggressive tennis. Jeg vil ikke give hende sejren,« sagde Ekaterina Makarova til WTA efter kampen.
'Ekaterina Makarova vinder over Kerber, efter at hun endelig vandt et vildt tredje sæt på sin OTTENDE matchbold. Så dramatisk som det bliver,' skriver Ben Rothenberg på Twitter.
Årsagen til russerens kollaps skal findes i andet sæt, hvor russeren blev kørt rundt på tennisbanen i en sådan grad, at hun må have været tæt på at løbe et maraton i rekordtid. Tyske Angelique Kerber udstillede hende kort sagt. Og de mange løbemeter begyndte at tære på russeren i tredje sæt.