Modstandere. Og kærester.

Den kombination gjorde, at en kamp mellem tennisspillerne Alison Van Uytvanck og Greet Minnen sluttede på en ganske usædvanlig måde.

Da den sidste bold var slået, mødtes de to belgiere sædvanen tro ved nettet for at sige tak for kampen.

Herefter fulgte et kram – og så kyssede de ganske overraskende også hinanden midt på banen. Se bare her:

Kysset har vakt opsigt på sociale medier, hvor videoen er blevet delt og kommenteret mange gange i positive vendinger.

Det var første gang, at Alison Van Uytvanck og Greet Minnen mødte hinanden som modstandere i en WTA-kamp.

»Det bliver virkelig hårdt. Men nu skal det ske, så må det bare ske. Og vi kommer begge til at gøre vores bedste,« sagde Greet Minnen inden kampen.

Parret er dog ikke uvante med at se hinanden spille tennis på nærmeste hold, for de har i et stykke tid været doublemakkere. Og de har også vundet turneringer sammen i den konstellation.

Greet Minnen (th.) og Alison van Uytvancki midt i en doublekamp.
Greet Minnen (th.) og Alison van Uytvancki midt i en doublekamp. Foto: ADRIAN DENNIS
Vis mere

Alison Van Uytvanck og Greet Minnen har været kærester i tre år, og de er blandt de få åbent homoseksuelle spillere på tennis-touren.

Alison Van Uytvanck ville dog ønske, at flere spillere ville komme 'ud af skabet'.

»Jeg støtter op om, at flere spillere kommer ud, men jeg kan ikke gøre det alene. Jo flere der kommer ud, jo bedre vil det være for tennis og al anden sport. Sådan er det, tror jeg. Men jeg kan ikke gøre det på andres vegne,« har hun sagt tidligere.

Alison Van Uytvanck vandt i øvrigt kampen over Greet Minnen med  6-4, 1-6, 6-1.