Tennisturneringen Australian Open har forud for dette års turnering hævet de samlede pengepræmier til 480 millioner kroner.

Det er en stigning på 16 procent i forhold til de pengepræmier, der blev uddelt for et år siden.

Den amerikanske topspiller Coco Gauff betegner på et pressemøde fredag i Melbourne den øgede præmiesum som et fremskridt, men hun mener, at der burde falde endnu mere af til spillerne.

- De har hævet præmiepengene i år.

- Men ser man på omsætningen, så er den procentmæssige andel stadig ikke det sted, hvor vi gerne vil have den, siger Coco Gauff.

Vinderne i singlerækkerne belønnes i år med 4,15 millioner australske dollar svarende til 17,8 millioner kroner.

Spillere, der taber i første runde, kan rejse hjem med 150.000 australske dollar - 645.000 kroner - ved Australian Open, der ikke offentliggør turneringens omsætning.

Ifølge det australske finansmedie Financial Review havde det australske tennisforbund i 2025 en omsætning på 697,2 millioner dollar svarende til små tre milliarder kroner. Australian Open bidrager med en ukendt andel af den omsætning.

Flere topspillere på kvinde- og herresiden har længe efterlyst medbestemmelse og en bedre økonomisk fordeling i de fire grand slam-turneringer, der ud over Australian Open tæller French Open, Wimbledon og US Open.

Derfor har spillerrepræsentanter været i dialog med turneringerne. Blandt andet på et møde i forbindelse med French Open i Paris sidste år.

- Jeg tror, at det er nødvendigt med flere snakke. Ikke kun med Australian Open, men med alle grand slam-turneringerne, siger Gauff.

- Den kollektive følelse - i den seneste update, jeg har fået - er, at spillerne synes, at der er sket fremskridt, men det er ikke dér, hvor vi ønsker, at det skal være, siger amerikaneren.

Hun forventer, at dialogen mellem spillerne og grand slam-turneringerne vil fortsætte i 2026.

- Jeg tror ikke, at nogen ønsker, at snakken skal fortsætte i flere år, så jeg forventer, at vi fortsætter snakken (i 2026, red), og at der vil blive lagt endnu mere pres på fra spillerne i især top-10, siger Coco Gauff.

Tyske Alexander Zverev, der sidste år nåede finalen i Australian Open, mener heller ikke, at der sker nok, når det gælder spillernes økonomiske bid af kagen i grand slam-turneringerne.

- Jeg har siddet i spillerrådet de sidste par år, og hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke, at der er sket nogen fremskridt.

- En af grundene til, at jeg er stoppet, er måske, at jeg føler, at der er meget snak, og man investerer meget tid i det, men der sker ikke rigtig nogen ændringer, siger Zverev.

Sidste år tjente tyskeren 1,9 millioner australske dollar på at nå finalen i Australian Open, hvor han tabte til Jannik Sinner. Det svarer til 8,2 millioner kroner.

Skulle Zverev gentage bedriften i år, så vil det sende 2,15 millioner australske dollar ind på hans bankbog - 9,2 millioner kroner.

Verdensetteren på kvindesiden, Aryna Sabalenka, der også har deltaget i snakkene med grand slam-turneringer, er mere forhåbningsfuld om, at spillerne og grand slam-turneringerne kan blive enige.

- Jeg synes altid, at vi kan gøre det bedre.

- Men alle grand slam-turneringerne forsøger efter min mening at arbejde sammen med os. Jeg håber, at vi en dag kommer til et punkt, hvor alle er glade, siger Sabalenka.

/ritzau/