Roger Federer har haft en forygende start på 2017 med sejr i Australian Open, og en tur i finalen i Indian Wells i Californien.

Men ind i mellem de mange server og studsbolde har den schweiziske tennislegende også haft tid til at dyrke en af sine andre hobbyer. Nemlig musikken.

Fredag offentliggjorde Roger Federer nemlig, at han sammen med sine to tenniskollegaer, bulgarske Grigor Dimitrov og tyske Tommy Haas, har startet et nyt boyband, der har fået navnet 'Backhand Boys'. På dansk, 'Baghåndsdrengene'.

Se de tre tenorers version af Chicagos 'Hard to say I'm sorry' i videoen her. I deres optræden er der også blevet plads til en lille gæsteoptræden fra en prominent herre:

Roger Federer løftede allerede tilbage i januar sløret for, at han sammen med Grigor Dimitrov og Tommy Haas var gået sammen om at starte det noget atypiske boyband. Dengang var der dog ikke noget officielt navn til bandet på plads endnu.

Se Backhand Boys' første optræden her:

Som det nok kan høres på de to videoer, er der i løbet af de sidste par måneder kommet noget bedre styr på vokalerne og koordinationen blandt dem.

De tre nye tennis-sanglærker har slået sig sammen med den Grammy-vindende producer David Forster, som i videoerne styrer klaveret. David Foster har blandet andet skrevet sange til stjerne som Whitney Houston, Rod Stewart, Madonna og Seal.

Om der er et album fra Backhand Boys på trapperne, melder historien ikke noget om.