Caroline Wozniacki stiller efter sin finalesejr ved Australian Open i fjor op som forsvarende mester, mens Simona Halep og Angelique Kerber er seedet til at møde hinanden i finalen.

Ikke desto mindre tror den tidligere amerikanske topspiller John McEnroe mere på Serena Williams som vinder af damesinglerækken i årets første Grand Slam-tennisturnering, der mandag serves i gang i Melbourne.

»Ganske vist har Serena ikke spillet en eneste betydende kamp (på WTA Touren, red.) siden hun i september tabte finalen ved US Open mod Naomi Osaka,« siger John McEnroe, der under Australian Open er ansat som ekspertkommentator på Eurosport, og tilføjer:

»Men ved Grand Slam-turneringerne plejer hun altid at finde sit bedste spil frem. Historien kan sagtens komme til at gentage sig ved Australian Open. I hvert fald har hun set skarp ud under de seneste dages træninger.«

John McEnroe er under grand slam-tennisturneringen Australian Open engageret som ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport.
John McEnroe er under grand slam-tennisturneringen Australian Open engageret som ekspertkommentator på tv-kanalen Eurosport. Foto: CLIVE BRUNSKILL
Vis mere

Mens Serena Williams er blevet tildelt en 16. seeding ved Australian Open, er Caroline Wozniacki takket være sin øjeblikkelige tredjeplads på verdensranglisten seedet til at nå semifinalen.

»Lad mig sige det sådan, at damesinglespillernes Australian Opens 2019-udgave tegner mere uforudsigelig end den gør i herresingle. For mig at se er der op mod 15 spillere, der kan vinde vinde den. At jeg specifikt peger på Serena som forhåndsfavorit skyldes, at hun i Melbourne vil blive bakket ekstraordinært godt op. Australierne elskerne hende simpelthen,« siger John McEnroe.

Han har bemærket, at det bliver sværere og sværere for unge spillere at bryde igennem.

»Hvorfor det forholder sig sådan, er svært at svare på. Måske skyldes den store jævnbyrdighed, der er i damesingle? Hvad angår Wozniacki var hun allerede som 20-årig (i 2011, red.) etter på verdensranglisten, men først syv år senere vandt hun en Grand Slam,« siger John McEnroe med henvisning til, at det kræver enorm erfaring at vinde de store og betydende turneringer.

Caroline Wozniacki har siden sin tidlige exit ved sidste uges WTA-turnering i Auckland på New Zealand trænet i Melbourne, hvor Australian Open indledes på mandag.
Caroline Wozniacki har siden sin tidlige exit ved sidste uges WTA-turnering i Auckland på New Zealand trænet i Melbourne, hvor Australian Open indledes på mandag. Foto: ASANKA BRENDON RATNAYAKE
Vis mere

Mens 28-årige Caroline Wozniacki i sin første kamp ved Australian Open møder den fire år yngre belgier Alison Van Uytvanck, indleder Serena Williams mod tyskeren Tatjana Maria.

I herresingle er Novak Djokovic seedet til at møde Rafael Nadal i finalen.

John McEnroe er dog langt fra sikker på, at det bliver de to veteraner, der på Australian Opens sidste konkurrencedag kommer til at duellere om vindertrofæet.

»Jeg synes der i år er mange spørgsmålstegn omkring blandt andre Rafael Nadal, Andy Murray og Stan Wawrinka (tidligere Grand Slam-vindere, red.). Tag en spiller som Nadal. Han er fremragende, men desværre er han ofte skadesplage,« siger John McEnroe.

Caroline Wozniacki mødte Serena Williams i en opvisningskamp i BoXEN i Herning i 2015.
Caroline Wozniacki mødte Serena Williams i en opvisningskamp i BoXEN i Herning i 2015. Foto: Claus Fisker
Vis mere

I stedet giver han talenter som Alexander Zverev, Karen Khachanov og Stefanos Tsitsipas gode chancer for at give de mere etablerede stjerner kamp til stregen.

»Det er spillere, der er ved at positionere sig internationalt. Men når det er sagt, kan hverken Novak Djokovic eller Roger Federer afvises som mulige vindere,« siger John McEnroe.

Sidste år vedtog det internationale tennisforbund, ITF, en gennemgribende reformation Davis Cup-turneringen.

»Jeg har i 40 år været fortaler for, at der skulle ændres på konceptet. Men når det er sagt synes jeg, at de ansvarlige ledere er gået for langt,« siger John McEnroe.

Roger Federer og Belinda Bencic vandt finalen ved Hopman Cup over Tyskland.
Roger Federer og Belinda Bencic vandt finalen ved Hopman Cup over Tyskland. Foto: TONY MCDONOUGH
Vis mere

Han mener, at Davis Cup'ens finaleuge til efteråret i alt for høj grad kommer til at ligne de holdturneringer, som ATP har i sinde at begynde 2020-sæsonen med.

»Efter min mening burde ITF og ATP have sat sig ned og lavet én turnering. Der er rigeligt med holdturneringer i tennissporten i øjeblikket. I sidste uge var der Hopman Cup (i Perth, red.) og i efteråret blev der spillet Laver Cup (i Chicago, red.). Herudover skal spillerne hvert fjerde år stå til rådighed for sit land ved OL,« siger John McEnroe.

Han håber, at man i tennissporten i indeværende år får besluttet, hvad der fremadrettet skal satses på.

»Spørger man mig, synes jeg, det mere er værd at fokusere på Hopman Cup og den ny ATP Cup end Davis Cup og Laver Cup. Det kunne være interessant at kigge ind i en krystalkugle, og se hvad fremtiden kommer til at byde. Hvad angår Hopman Cup synes jeg, at det er en interessant turnering, fordi den er opkaldt efter Harry Hopman, som for mig personligt har betydet rigtigt meget,« lyder John McEnroes slutreplik.