Wozniacki spiller fredag mod tunesiske Ons Jabeur, der er kendt som en entertainer med et varieret spil.

Den store usikkerhedsfaktor i forbindelse med Caroline Wozniackis indsats ved Australian Open er, hvordan hun håndterer, at karrieren snart er ovre.

Det mener den svenske kommentator og syvdobbelte grand slam-vinder Mats Wilander.

Tennislegenden var imponeret over det, han så fra danskeren i anden runde mod Dayana Yastremska, hvor hun leverede et stor comeback.

Næste runde spilles fredag mod tunesiske Ons Jabeur, og Wilander påpeger, at det ikke er sikkert, at Wozniacki igen vil kunne gøre noget lignende.

- Det er umuligt at sige. Men lige meget hvad ved vi, at hun kommer til at reagere. Mod Yastremska så vi, at hun reagerer på én måde, hvor hun absolut vil vinde og forsøge at gøre alt, siger han.

- Men det kan være, at der sker noget andet i næste kamp. For hun ved, at det er efter denne turnering, hun stopper.

- Der findes en årsag til, at hun stopper med at spille tennis, og den årsag kan være større eller vigtigere, end de mål hun har den dag, hun skal spille. Det kan ske, at hun vågner op og tænker: Nu er det på tide, at det slutter.

Selv har Caroline Wozniacki fortalt, at hun skal i gang med flere projekter efter tennislivet og blandt andet udbrede kendskabet til leddegigt, som hun selv har fået konstateret.

Far og træner Piotr Wozniacki har også anerkendt, at datteren har bevæget sig ind på ukendt land ved allerede inden Australian Open at annoncere sit karrierestop.

Men nu mener Caroline Wozniacki, at hun har fundet en fin rytme i turneringen, på trods af visheden om at den næste kamp kan blive den sidste.

- Jeg er i tredje runde, så jeg er jo inde i turneringen, siger hun.

- Jeg har spillet to gode kampe og er glad for at være videre. Jeg har gjort det så godt, jeg kan, og vil blive ved med at kæmpe videre så meget som muligt.

Spørgsmål: Kan man smide følelserne og finde en kamprytme?

- Det synes jeg, at jeg har gjort ret godt i denne uge. Jeg har fokuseret og trænet og gjort, hvad jeg kunne, inden denne kamp, siger hun.

/ritzau/