Coco Gauff og Naomi Osaka opfordrer folk til at bruge deres stemme i racismedebatten efter brutal anholdelse.

Racismedebatten har taget fart i USA, efter at den sorte George Floyd forleden mistede livet i forbindelse med en anholdelse i Minnesota.

Tennisstjernerne Coco Gauff og Naomi Osaka er ligesom mange andre i USA berørt af sagen, der har fået aktivister til at gå på gaderne i Minnesota og begå hærværk i byen. Uroen har siden bredt sig til flere andre amerikanske storbyer.

De to spillere har de seneste dage været aktive på de sociale medier.

Den blot 16-årige Gauff har lagt en video ud på Twitter, hvor hun viser en serie med fotos af sorte amerikanere, der er blevet dræbt. I videoen spørger Gauff; "er jeg den næste?".

Teenageren, der fik sit store gennembrud i 2019, opfordrer andre til at bruge deres stemme i racismedebatten.

Den seks år ældre Naomi Osaka, synes tilsyneladende, at for få tør deltage i racismedebatten.

- Det virker underligt, at alle de mennesker, der gerne vil gå med kæder, høre hiphop-musik i fitnesscentret, hilser med håndtegn og taler slang, pludselig er stille nu, skriver Osaka på Twitter.

Den tidligere britiske tennisspiller Anne Keothavong roser de to spillere for at blande sig i debatten. Hun skriver på Twitter, at hun er fuld af beundring over dem.

- To unge kvinder, der ikke er bange for at stå op for det, der er det rigtige, skriver Keothavong.

Politibetjenten, der tidligere på ugen stod bag den voldsomme anholdelse, er blevet sigtet for drab og uagtsomt manddrab. Han er desuden blevet fyret fra sit job.

I flere minutter sad betjenten med sit knæ på den sorte mands hals, der flere gange sagde, at han ikke kunne få luft.

/ritzau/