Holger Rune har længe haft både saft, kraft og stor elegance i sit spil.

Ud over at Holger Runes flotte spil har kastet flere flotte resultater af sig, har tennistalentets præstationer også ændret sig på ét helt bestemt parameter.

Tidligere har Holger Rune haft problemer med sit temperament og været indblandet i nogle uheldige episoder, for eksempel da han brugte skældsord på banen.

Men det ser ud til, at Holger Rune er en helt forandret mand, der nu i stedet spiller med stort mentalt overskud. Og det har tenniseksperten for Eurosport Michael Mortensen godt bemærket.

Holger Rune.
Holger Rune. Foto: YOAN VALAT
Vis mere

»Han har en indre ro, som han ikke havde tidligere. De dæmoner, som vi allesammen slæber rundt på, er han blevet mere fortrolig med.«

»Han ved godt, at han ikke kan spille sublim tennis en hel kamp igennem, og at der vil være nogle små passager, hvor han ikke spiller op til sit allerbedste,« siger han.

Disse små passager har muligvis været årsagen til, at Holger Rune tidligere har haft små frustrationsudbrud, men de ser som sagt ud til at være væk. Samtidig er Holger Rune fløjet op ad verdensranglisten og befinder sig nu på 40.-pladsen.

Holger Runes flotte resultater, der har sendt ham op ad verdensranglisten, letter Michael Mortensen på hatten af.

»Det er meget imponerende i så ung en alder. Jeg synes, at det er dejligt at se den autoritet og stålfasthed, han har på banen. Det lyser ud af ham.«

»Han prøver altid at være den bedste version af sig selv, når han træder ind på tennisbanen. Hans spændingsniveau er blevet meget bedre, og han er blevet bedre til at økonomisere med sin energi, så han er klar til hvert point,« siger han.

Da Holger Rune har lært at økonomisere sin energi bedre og generelt har fået det mentale mindset på plads, er Michael Mortensen ikke forbavset over den nylige succes.

»Jeg har fulgt hans træning på nært hold, og jeg kan bare sige, at jeg ikke er overrasket over, hvor han er i dag. Han har de spillemæssige kvaliteter, der skal til for at være blandt de allerbedste.«

»Han er stadig kun 19 år, så der er selvfølgelig nogle ting, han skal blive mere fortrolig med, men den udstråling og ro, han har på banen i øjeblikket. Den er virkelig imponerende.«

Holger Rune spiller i øjeblikket French Open, hvor han i tredje runde skal møde franskmanden Hugo Gaston. Danskeren bankede modstanderne Denis Shapovalov og Henri Laaksonen på vej til tredje runde.

Du kan følge dækningen af Holger Runes kamp mod Hugo Gaston her på B.T, lørdag klokken 20.45.