Roger Federer og Serena Williams er blandt de prominente tennisspillere, der skal deltage ved Australian Open.

Alle de store tennisnavne er meldt som deltagere ved Australian Open i februar.

Det oplyser arrangørerne af årets første grand slam-turnering på sin hjemmeside.

Det inkluderer på herresiden Roger Federer, der har været tvivlsom efter en længere pause på grund af en skade.

Desuden vil Serena Williams og Ashleigh Barty stille op hos kvinderne, og det fuldender en på papiret stjernespækket turnering.

Det mener Craig Tiley, turneringsdirektør for Australian Open, efter et år præget af coronavirus.

- Vi ser frem til at byde verdens bedste spillere velkomne til Melbourne, og hvad der ligner en spektakulær udgave af Australian Open efter et år med forstyrrelser på en skala, ingen har oplevet før, siger Tiley.

Australian Open blev udsat nogle uger på grund af coronapandemien og afvikles efter planen fra 8. til 21. februar.

- Selv om Australian Open vil være lidt anderledes end tidligere år, så er sikkerheden for alle vores førsteprioritet.

- Vi har mulighed for at arrangere en meget sikker og glad "slam" og give spillerne oplevelsen af at konkurrere foran publikum igen. Det har de savnet det meste af det seneste år, siger han.

Han fremhæver verdensetteren og den forsvarende mester, Novak Djokovic, mens også Federer og Barty bliver nævnt.

- Der er så mange fantastiske historier forud for Australian Open. Serena går efter sin ottende titel, mens Novak, der ofte virker uovervindelig på Melbourne park, jagter sin niende titel.

- Vores egen Ash Barty vil vende tilbage til konkurrence, mens også Roger Federer kommer tilbage fra en skade. Og så er der en ny bølge af fremstormende stjerner, der udfordrer dem alle, siger Tiley.

Fra mændenes top-10 deltager yngre navne som Daniil Medvedev, Stefanos Tsitsipas, Alexander Zverev, Andrey Rublev og Matteo Berrettini, som alle er mellem 22 og 24 år.

/ritzau/