Unge tennisspillere skulle vælge mellem kvindelige modeller ved lodtrækningen til en turnering i Milano.

Milano. Arrangørerne af tennisturneringen Next Gen ATP Finals i Milano lægger sig fladt ned, efter at en usædvanlig lodtrækningsseance har medført anklager om sexisme.

I søndagens lodtrækning skulle turneringens otte deltagere fordeles i to puljer.

Det foregik ved, at alle spillere skulle vælge mellem to kvindelige modeller, der skjulte bogstaverne A eller B et sted på kroppen.

- En skændsel, skriver den tidligere verdensetter Amélie Mauresmo på Twitter.

Andre tennispersonligheder har også taget afstand til optrinet, som egentlig var ment som en hyldest til Milanos position i modebranchen.

Arrangørerne - herrernes tennisforbund ATP og energidrikvirksomheden Red Bull - har reageret på kritikken ved at udsende en angrende erklæring.

- ATP og Red Bull undskylder for den forargelse, som lodtrækningen til Next Gen ATP Finals har vakt.

- Intentionen var at integrere Milanos arv som en af verdens modehovedstæder. Men udførelsen var udtryk for dårlig smag og er uacceptabel.

- Vi fortryder det dybt og vil sørge for, at det ikke gentager sig fremover, lyder det.

Next Gen ATP Finals er sæsonfinalen for de bedste spillere under 21 år. Turneringen begynder tirsdag.

/ritzau/AFP