Unge Coco Gauff slog igennem i Wimbledon i fjor, men forinden led hun af depressive tanker og følte et pres.

Det lignede en leg, da dengang 15-årige Coco Gauff brød igennem i Wimbledon i 2019.

Den ukendte amerikaner spillede sig blandt de 16 sidste i grand slam-turneringen, og hun slog blandt andre Venus Williams på vejen.

Men i perioden før sit gennembrud led tenniskometen, der i dag er 16 år, af mørke og triste tanker, og hun følte sig helt deprimeret for et par år siden.

- Jeg fik altid resultater, så det var ikke årsagen. Jeg tog bare mig selv i, ikke at nyde det jeg ellers elskede.

- Jeg indså, at jeg skulle spille for mig selv og ikke for andre. I et års tid var jeg virkelig deprimeret. Det var mit hårdeste år foreløbigt, skriver Coco Gauff i et indlæg på websitet behindtheracquet.com.

I dag ligger Coco Gauff nummer 52 på verdensranglisten, og hun har været oppe som nummer 49.

Før Wimbledon i fjor lå hun nede som nummer 313, og i januar i 2019 var hun end ikke blandt de 600 bedste i verden.

Efter gennembruddet for et år siden er presset på den unge tennisspiller fortsat, men Coco Gauff har også leveret.

Hun nåede tredje runde i US Open, og i januar nåede hun fjerde runde i Australian Open.

I oktober vandt hun sin første WTA-turnering, da hun besejrede Jelena Ostapenko i østrigske Linz.

Den unge tennisstjerne er ofte blevet sammenlignet med Serena og Venus Williams, og det bliver hun fortsat, men det ønsker Coco Gauff ikke.

- Jeg er ikke på deres niveau. Jeg har altid følt, at det ikke var fair overfor Williams-søstrene at blive sammenlignet med en, der kun er på vej frem, skriver Coco Gauff.

Selv før sammenligningen med Williams-søstrene oplevede Coco Gauff et pres, fordi hun følte, at folk forventede meget af hende.

- Jeg har altid været den yngste, der gjorde ting, og det øgede en hype, jeg ikke ønskede.

- Det gav et pres om, at jeg var nødt til at levere hurtigt. Fra før Wimbledon og nok tilbage til omkring 2017/18 kæmpede jeg med at finde ud af, om det her virkelig var, hvad jeg ønskede, skriver Coco Gauff.

/ritzau/