Pressenævnet i Australien havde modtaget klager over en tegning af Serena Williams, men udtaler ikke kritik.

Det var ikke udtryk for racisme, da den australske avis Herald Sun sidste år bragte en karikaturtegning af tennisspilleren Serena Williams.

Det skriver pressenævnet i Australien i en afgørelse.

- Nævnet mener ikke, at udgivelsen af tegningen undlod at tage de nødvendige forholdsregler for at undgå at fremstå fordomsfuld og stødende, når man sammenholder det med offentlighedens interesse, skriver pressenævnet.

Efter Williams' nederlag til Naomi Osaka i US Open-finalen i september 2018 bragte avisen en tegning, der viser amerikaneren som rasende og i færd med at trampe på sin ketsjer.

Ved siden af Williams ligger en sut, mens kampens dommer i baggrunden spørger Naomi Osaka, om hun "ikke kan lade hende vinde".

Tegningen udsprang af kampen, hvor Williams blev idømt tre straffe af kampens dommer: Én for at modtage coaching under kampen, én for at smadre sin ketsjer og til sidst en straf for at kalde dommeren for "en tyv".

Tegningen fik stor kritik, og Mark Knight, der stod bag, blev beskyldt for at have givet Williams overdrevne store læber i stilen efter eksempelvis "Lille sorte Sambo".

Mark Knight mente dog ikke, at han havde gjort noget galt.

- Jeg så verdens bedste tennisspiller have et hysterisk anfald. Det er, hvad tegningen handler om. Hendes dårlige opførsel på banen.

- Det har ikke noget med køn eller racisme at gøre, sagde han til ABC.

I kølvandet på kritikken valgte avisen at genoptrykke tegningen sammen med en række af avisens tidligere satiriske tegninger.

/ritzau/