19-årige Leylah Fernandez fra Canada og 18-årige Emma Raducanu fra Storbritannien mødes i US Open-finalen.

De to teenagere Leylah Fernandez fra Canada og Emma Raducanu fra Storbritannien er begge klar til deres første grand slam-finale, når de to mødes i US Open-finalen på lørdag.

Natten til fredag dansk tid slog 19-årige Fernandez verdens nummer to Aryna Sabalenka fra Hviderusland med cifrene 7-6, 4-6, 6-4 i den ene semifinale.

- Der ligger mange års hårdt arbejde, blod, sved og tårer bag, siger Leylah Fernandez om sin evne til at holde hovedet koldt.

- Jeg ved ikke, hvordan jeg fik det sidste point, men jeg er glad for, at jeg gjorde, og jeg er glad for, at jeg er i finalen, siger hun.

19-årig Leylah Fernandez.
19-årig Leylah Fernandez. Foto: Danielle Parhizkaran
Vis mere

På sin vej mod finalen har Leylah Fernandez slået den forsvarende US Open-vinder Naomi Osaka, den tredobbelte grand slam-vinder Angelique Kerber og den 5.-seedede Elina Svitolina ud.

Ikke siden Serena Williams i Wimbledon i 2012 har en spiller slået tre rivaler fra top-5 ud i en grand slam.

Den venstrehåndede Leylah Fernandez ligger nummer 73 på verdensranglisten.

I finalen skal hun møde den 18-årige brite Emma Raducanu, der er rangeret som nummer 150 i verden.

Det står klart, efter at den unge brite tidligt fredag morgen dansk tid slog grækeren Maria Sakkari i den anden semifinale.

Det skete med cifrene 6-1, 6-4.

Lørdagens finale bliver dermed den første grand slam-finale mellem to teenagere, siden Serena Williams som 17-årig slog den dengang 18-årige Martina Hingis ved US Open i 1999.

- Det er jeg ligeglad med. Jeg vil bare spille en finale, siger Leylah Fernandez.

18-årige Emma Raducanu.
18-årige Emma Raducanu. Foto: Robert Deutsch
Vis mere

- Men for nu vil jeg nyde min sejr. Så bekymrer jeg mig om finalen i morgen, tilføjer hun.

I sine seks tidligere grand slam-turneringer har Leylah Fernandez aldrig nået længere end til tredje runde.

Kvindernes finale spilles på Arthur Ashe Stadium på lørdag.

/ritzau/AFP