Clara Tauson skal være klar fra start, når hun skal i aktion i første runde ved French Open.
Her får hun – trods en god lodtrækning – hård modstand i form af hviderusseren Aliaksandra Sasnovich, der er placeret som nummer 50 på kvindernes verdensrangliste.
Det fremgår af grand slam-turneringens hjemmeside.
Den 20-årige dansker, der selv er placeret som nummer 126 på verdensranglisten, spillede sig fredag eftermiddag videre til hovedturneringen efter tre kvalifikationskampe.
I den tredje og sidste kamp mødte hun svenske Mirjam Björklund. Tauson vandt opgøret med cifrene 7-5, 6-7, 6-2.
Du kan læse B.T.s dom over danskerens præstation HER.
Undervejs i kampen blev Tauson afbrudt hele tre gange af den ene linjedommer, der mente, at hun havde overtrådt baglinjen i sin serv. Noget, hun bestemt ikke var enig i.
»Han dømmer en fodfejl på mig tre gange på tre gode server. Jeg har måske oplevet at få dømt det to gange i hele mit liv. Og det var den samme person tre gange. Nede i den anden ende var der ingen problemer,« lød det fra Tauson på B.T.s spørgsmål om de tre episoder i kampen.
»Jeg kan jo se på mit skomærke i gruset, at jeg ikke rammer linjen. Så for mig var det latterligt, men det kan jeg ikke gøre noget ved,« lød det videre.
Trods kendelserne var Tauson jublende lykkelig over sin kvalifikation til French Open. Alligevel gjorde hun det klart, at det ikke alene er et succeskriterium, at hun nu er med i det fineste selskab.
»Det er ikke et succeskriterium, at jeg blot har kvalificeret mig, for jeg ved, at jeg hører til her. Hvis jeg får en dårlig lodtrækning, så skal jeg spille virkelig godt.«
Og det må man sige, at hun skal, når Aliaksandra Sasnovich venter.