Den danske tennisstjerne Clara Tauson kommer ikke i aktion ved WTA-1000 turneringen i Rom.

Det oplyser WTA.

Årsagen er, at Tauson, der lige nu ligger nummer 44 på verdensranglisten, døjer med en skade i den nedre del af ryggen.

I slutningen af april gjorde hun ellers comeback ved ATP-turneringen i Madrid efter at have holdt pause fra kampe i over en måned på grund af sygdom, som hun blev ramt af under en stor turnering i Miami.

Her måtte Clara Tauson trække sig som følge af en mavevirus, der efterfølgende holdt hende fanget i USA i flere dage.

Ved turneringen i Rom skulle Tauson have mødt ukrainske Marta Kostyuk i første runde. Danskerens plads går i stedet til Madison Brengle.

Også den tidligere grand slam-vinder Naomi Osaka har måttet trække sig fra turneringen på grund af den ankelskade, hun pådrog sig i Madrid for nylig.

'Det er en skade i akillessenen, så jeg er nødt til at være forsigtig, især inden Roland Garros,' skriver Osaka på de sociale medier med henvisning til French Open, der løber af stablen fra midten af maj.

Det vides ikke, hvor alvorlig Clara Tausons rygskade er, og hvorvidt den kan få konsekvenser for hendes deltagelse i den franske grand slam-turnering.