Hun sendte et chok igennem de danske tv-stuer.

For da Clara Tauson pludselig fik behandling efter første sæt af onsdagens andenrundekamp ved French Open, må de fleste rød-hvide tennisfans have fået flashbacks til sidste års Wimbledon.

Her var danskeren i så store rygsmerter, at hun måtte opgive at fortsætte efter blot fem partier.

Og derfor frygtede danskerne nok det værste, da stortalentet pludselig lå på jorden, mens en fysioterapeut behandlede hendes ryg.

Foto: Geoffroy Van Der Hasselt/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Efter kampen satte hun da også ord på hele situationen i et interview med B.T.

Der sker jo nogle ting, når man er professionel atlet. Der var ikke det store i vejen, men der er jo en fysioterapeut, man kan gøre brug af, og det valgte jeg at gøre. Det var helt fair, og det hjalp,« forklarede Clara Tauson og tilføjede:

»Der var lige noget, jeg kunne mærke, der var irriterende. Der var et eller andet, som jeg skulle have fikset i hvert fald.«

På trods af rygproblemerne vandt den danske tennisstjerne onsdagens kamp over canadiske Leylah Fernandez i tre sæt med cifrene 6-3, 5-7, 6-4.

Dermed er hun klar til tredje runde på det berømte grusunderlag i Paris.

Og derfor var det da også en ekstremt glad Tauson efter kampen.

»Jeg har det rigtig godt. Det er dejligt for mig, at jeg får hevet den kamp hjem. Hun er en rigtig god spiller. Bare det at få lov til at være her (i Paris, red.) i nogle dage mere, det er en bonus,« lød det videre.