Den 17-årige danske tennisspiller Clara Tauson indtager mandag karrierens hidtil højeste placering på verdensranglisten.

Således tager hun et stort spring frem på 49 positioner, så hun nu ligger nummer 217 i verden.

Det er turneringssejren fra forrige uge i Glasgow, der er årsagen til det store spring.

Sejren var på ITF-niveau - det tredjehøjeste turneringsniveau hos kvinderne - og regnes med på listen med en uges forsinkelse i forhold til de største turneringer.

I sidste uge stillede Tauson til start i en tilsvarende turnering i engelske Sunderland, men her nåede hun kun til semifinalen.

Den tabte hun til briten Emma Raducanu - verdens nummer 376 - med cifrene 4-6, 2-6.

/ritzau/