Clara Tauson tabte i to sæt til amerikaneren Ann Li efter at have spillet næsten fem timers tennis samme dag.

Tennistalentet Clara Tauson er færdig i ITF-turneringen W80 Tyler i Texas, USA.

Danskerens anden kamp fredag lokal tid resulterede i et kvartfinalenederlag, da Tauson tabte 3-6, 5-7 til amerikaneren Ann Li, som er nummer 112 i verden.

Kampen varede 1 time og 33 minutter, og dermed nåede Tauson op på næsten fem timers tennis på samme dag.

Nogle få timer forinden havde den 17-årige komet besejret førsteseedede Shelby Rogers i en forestilling, som tog mere end tre timer at få afviklet.

Sejren over verdensranglistens nummer 58 var en stor skalp for Tauson, der i slutningen af september imponerede ved at kvalificere sig til anden runde af French Open i sin grand slam-debut på seniorniveau.

Var Tauson, som selv er nummer 157 i verden, en anelse træt efter sejren i tre sæt over Rogers, er der ikke noget at sige til det.

Alligevel lagde Clara Tauson ud med at bryde Ann Lis serv til 1-0 i første sæt. Selv blev danskeren dog brudt fire gange i sættet, som gik til den amerikanske modstander.

I andet sæt kæmpede danskeren sig flot tilbage og bragte sig på 4-1, før Li med tre partier på stribe svarede igen.

Ved stillingen 5-5 blev Tauson brudt igen, og så servede amerikaneren kampen hjem på første matchbold.

/ritzau/