Clara Tauson havde fået et wildcard til Wuhan Open, men røg ud i første runde af kvalifikationen.

Clara Tauson kæmper for sit gennembrud på højeste niveau, men hun må væbne sig med tålmodighed.

Den 16-årige tenniskomet blev fredag slået i første runde af kvalifikationen til WTA-turneringen Wuhan Open af Zarina Diyas.

Kasakheren, der er nummer 85 på verdensranglisten, vandt i tre sæt 6-4, 2-6, 6-2 og spillede sig videre til den afgørende kvalifikationskamp.

Selv ligger Tauson nummer 311. Hun havde fået et wildcard til turneringen og var en stor mundfuld for Diyas i store dele af kampen.

Desværre for danskeren var det Diyas, der stod for første sæts eneste servegennembrud, da hun brød til 3-2. Lidt senere lukkede den 25-årige modstander første sæt på sin anden sætbold.

Andet sæt var en anden historie, og Tauson tog de tre førte partier. Efter tre kvarter havde hun også vundet sættet, og så kunne hun pludselig dufte en af sine hidtil største sejr som professionel.

Zarina Diyas lagde hårdt ud i tredje sæt ved at bryde Tauson serv rent, og i partiet efter blev det 2-0 på trods af to danske breakbolde.

Tauson fik aldrig brudt tilbage, og i stedet brød kasakheren endnu en gang på sin vej mod sejren.

Helt danskerløs bliver Wuhan Open imidlertid ikke. Caroline Wozniacki er seedet som nummer 14 i turneringen, der med mærkatet Premier 5 er på tredjehøjeste niveau på kvindernes WTA Tour.

Flere af verdens bedste spillere er på plakaten, heriblandt verdensetteren Ashleigh Barty.

Clara Tauson vandt i sidste uge en ITF-turnering i Israel, hvilket var danskerens første turneringssejr siden marts.

Det gav 80 point og et spring op ad verdensranglisten, troede Tauson.

Efterfølgende måtte hun dog konstatere, at hun gik glip af pointene, fordi hun havde tilmeldt sig en WTA-turnering i Kina, hvor hun ikke stillede op på grund af sygdom.

Det fortalte Mikkel Nissen, der er rådgiver for Tauson-familien, til TV2 Sport.

/ritzau/