Clara Tauson er yderst godt kørende i WTA 1000-turneringen i Dubai.
Onsdag gik det ud over danskerens tidligere doublemakker Magda Linette, der blev nedlagt 6-4, 6-2 efter endnu en driftsikker præstation af den 23-årige dansker.
Tauson er dermed klar til kvartfinalen, hvor der venter amerikansk modstand i skikkelse af fjerdeseedede Jessica Pegula.
Som mod Sofia Kenin mandag og Peyton Stearns tirsdag var Tauson ikke nødvendigvis sprudlende, men til gengæld meget fokuseret og stærkt servende mod Linette.
Onsdag gav det ikke samme store mængde serveesser som i de tidligere kampe, men til gengæld vandt Tauson en meget stor portion af sine førsteserver mod en i perioder lettere rådvild Linette.
Den 34-årige polak er nummer 50 på verdensranglisten og slog tirsdag overraskende den ottendeseedede russer Ekaterina Aleksandrova ud i Dubai, men mod Tauson rakte evnerne ikke.
I første sæt var Linette ikke for alvor tæt på at bryde den 11 år yngre dansker, og da Tauson udnyttede sin breakbold til 5-4, var sættet afgjort.
Tauson åbnede andet sæt med endnu et servegennembrud og styrede sikkert mod sejren, da hun også brød til 4-1.
Linette sprællede og genskabte lidt spænding med sit første brud i kampen til 4-2, men Tauson gik et gear op og kvalte kampen med tunge returslag og et meget overbevisende og rent afslutningsparti, inden duellanterne krammede ved nettet.
Dermed fører Tauson 2-1 over Linette i de indbyrdes opgør, efter en sejr over polakken i French Open sidste år og siden et nederlag på græs i Nottingham.
Efter de to kampe spillede Tauson og Linette tre turneringer sammen i damedouble, hvor succesen dog var blandet.
Også i Dubai deltager Tauson i doubleturneringen. For tredje uge i træk spiller hun sammen med Hao-Ching Chan fra Taiwan, og onsdag spillede de deres første kamp mod Ekaterina Ovcharenko og Ekaterina Yashina, efter at en anden kamp blev aflyst. Tauson og Chan vandt i to sæt.
/ritzau/
