Efter syv sejre i træk de seneste to uger i Italien og Frankrig blev Tauson besejret i kvartfinalen i Angers.

Tennisspilleren Clara Tauson er færdig ved WTA 125-turneringen Open de Angers i Frankrig.

Den 19-årige dansker tabte fredagens kvartfinale 6-7, 4-6 til den finaleseedede ukrainer Anhelina Kalinina.

Tauson havde muligheden for at nappe første sæt, da hun foran 5-4 tilspillede sig en breakbold. Den blev ikke udnyttet, og det blev senere kostbart, da det tætte sæt skulle afgøres i en tiebreak.

Efter en jævnbyrdig indledning på tiebreaken kom Tauson i alvorlige problemer, og Anhelina Kalinina vandt fem bolde i træk, så tiebreaken sluttede 7-3 til ukraineren.

De dårlige takter fortsatte ind i andet sæt, hvor Clara Tauson efter nogle minutter var nede med 0-3.

Ketsjeren blev hamret ned i hardcourtunderlaget, da hun efter passivt spil blev brudt og kom bagud 0-2. Efterfølgende missede Tauson selv hele fire muligheder for at bryde den ukrainske modstander.

Herefter fik den danske teenager igen fat, og det lykkedes at nappe fire partier i andet sæt og få reduceret til 4-5, inden Kalinina lukkede kampen med et servegennembrud.

Clara Tauson var i februar oppe som nummer 33 på verdensranglisten, men flere skader har sendt hende ned på en aktuel placering som nummer 132. Hun har derfor spillet en del mindre turneringer.

I sidste uge vandt hun en ITF-turnering i italienske Selva Gardena, og hun var derfor i gang med en serie bestående af syv sejre inden fredagens nederlag til Anhelina Kalinina. Ukraineren er nummer 53 i verden.

Trods navnet er WTA 125-turneringerne ikke en del af WTA Touren, som er det højeste niveau af turneringer for kvindelige tennisspillere. WTA 125-serien er næsthøjeste niveau i kvindetennis.

/ritzau/