Clara Tauson har modtaget en eftertragtet besked i indbakken i løbet af de seneste uger.

Og den havde en særdeles prominent person som afsender.

Den danske tenniskomet har nemlig fået en invitation til prins Christians 18-års fødselsdagsfest, som Kongehuset afholder i oktober.

Det afslørede det 20-årige stortalent lørdag i New York, da hun mødte den danske presse forud for US Open.

Prins Christian har inviteret Clara Tauson til sin fødselsdagsfest.
Prins Christian har inviteret Clara Tauson til sin fødselsdagsfest. Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Ja, jeg er blevet inviteret,« lød det som det første fra Tauson, inden hun dog måtte fortælle, at hun nok ender med at melde afbud til festen:

»Men jeg regner med at spille i Kina på det tidspunkt, så jeg må nok skuffe prinsen. Det ender det nok med. Men nu må vi se.«

Foruden at invitere to 18-årige fra hver af landets kommuner med som gæster, har Kongehuset meldt ud, at man også vil invitere unge fra sporten, kunsten og kulturens verden, der afspejler prins Christians egen generation.

Og her er tennisstjernen altså blevet udvalgt som én af de få. Dog uden at kende landets kommende konge personligt.

»Min søster har gået på samme gymnasium som ham, ellers kender jeg ham ikke,« afsluttede Clara Tauson.

Danskeren tager tirsdag hul på US Open, når hun møder russeren Anastasia Potapova i første runde ved grand slam-turneringen i den amerikanske storby.

Den kamp kan du følge live på bt.dk.

Andre læser også