Den danske tennisspiller Clara Tauson skal i første runde af French Open møde ukraineren Daria Snigur, der er nummer 95 i verden.

Det blev en kendsgerning ved torsdagens lodtrækning i Paris, hvor Tauson er seedet som nummer 21.

Tauson og Snigur tørnede sammen på WTA Touren i 2023. Her vandt danskeren sikkert i to sæt i polske Warszawa.

Klarer Tauson den opgave, venter der i anden runde en amerikaner, enten Sofia Kenin eller Peyton Stearns.

Hvis seedningen holder, skal Tauson i tredje runde møde den 11.-seedede schweizer, Belinda Bencic.

Tauson kommer til grand slam-turneringen efter en svær periode præget af skader.

Onsdag formåede hun dog for første gang i næsten tre måneder at gennemføre en kamp, men hun tabte French Open-generalprøven i Strasbourg.

Tauson er eneste kvalificerede dansker til French Open. August Holmgren tabte torsdag i kvalifikationsfinalen, men kan dog håbe på at komme med som såkaldt lucky loser i tilfælde af afbud.

Både Holger Rune og Elmer Møller er ude med skader. Rune måtte udsætte sit varslede comeback, mens Møller meldte afbud op til kvalifikationsturneringen.

Kampene i første runde afvikles på søndag, mandag og tirsdag.

/ritzau/