Den danske tennisspiller Clara Tauson skal i første runde af grand slam-turneringen Wimbledon møde grækeren Maria Sakkari.

Det står klart efter fredagens lodtrækning i det sydlige London.

Sakkari var tilbage i 2022 nummer tre på verdensranglisten, men er nu rangeret som nummer 39.

Det er første gang, at Tauson og Sakkari tørner sammen på WTA Touren.

Ifølge planen skal kampen spilles på tirsdag.

24.-seedede Tauson skal i tilfælde af åbningssejr møde enten ukraineren Anhelina Kalinina eller Kamilla Rakhimova fra Uzbekistan i anden runde.

Holder seedningen frem til tredje runde, skal Tauson møde den 13.-seedede italiener, Jasmine Paolini, der nåede finalen i både French Open og Wimbledon i 2024, hvor hun var oppe som nummer fire i verden.

Tauson ligger aktuelt nummer 25 efter nogle svære måneder med skader og nederlag på stribe.

Den 23-årige dansker fik dog vendt bøtten med to fine sejre i Bad Homburg i denne uge.

Tauson er eneste danske islæt i den ikoniske græsturnering. Holger Rune havde håbet at være tilbage, men måtte udsætte sit comeback. August Holmgren tabte i anden runde af kvalifikationsturneringen, hvor Elmer Møller ikke prioriterede at stille til start.

Med internationale briller på er det bemærkelsesværdigt, at Serena Williams får comeback fire år efter sin seneste optræden i turneringen. Hun møder i første runde Maya Joint fra Australien.

Serena Williams kan i tredje runde møde den forsvarende mester, Iga Swiatek fra Polen.

Wimbledons hovedturnering begynder på mandag og afvikles over to uger.

/ritzau/