Tennisspilleren Clara Tauson møder Dalma Galfi fra Ungarn i første runde af grand slam-turneringen Australian Open.

Det blev udfaldet af torsdagens lodtrækning i den australske storby Melbourne.

23-årige Tauson er som nummer 14 på verdensranglisten favorit mod den fire år ældre Galfi, som danskeren aldrig tidligere har mødt.

Ungareren indtager en placering som nummer 93 i verden, så der burde umiddelbart være fine chancer for Tauson.

Lykkes det for danskeren at kæmpe sig forbi første forhindring, står hun til at møde Polina Kudermetova fra Uzbekistan, såfremt uzbekeren vinder sin første kamp mod en kvalifikationsspiller.

Tauson har aldrig tidligere mødt Kudermetova, der er nummer 150 i verden.

Skulle danskeren spille sig frem til tredje runde, står hun umiddelbart til at møde canadieren Victoria Mboko.

Den canadiske teenager, der fik sit store gennembrud sidste år med turneringssejre i Montreal og Hongkong, rangerer som nummer 17 i verden. Tauson og Mboko har aldrig tidligere stået over for hinanden.

Hvis Clara Tauson kommer helskindet gennem sine tre første kampe, så venter den formentlig sværeste opgave af alle - verdensetteren Aryna Sabalenka - med stor sandsynlighed i fjerde runde.

Selvom belaruseren virker frygtindgydende, så lykkedes det sidste år for Tauson at besejre verdens bedste i Dubai og udligne den indbyrdes statistik til 1-1.

Kun en måned efter at Sabalenka havde slået Tauson i tredje runde i 2025-udgaven af Australian Open, tog danskeren revanche med en sejr på 6-3, 6-2 over verdensetteren i Dubai.

Hvis danskeren vinder sine fire første kampe, og de øvrige seedninger samtidig holder, møder Tauson i kvartfinalen italienske Jasmine Paolini, mens amerikanske Coco Gauff venter i semifinalen.

I den anden turneringshalvdel befinder Iga Swiatek sig. Polakken, der er nummer to på verdensranglisten, kan derfor tidligst møde Tauson i en eventuel finale.

Danskeren har ikke haft den bedste optakt til den første store opgave i 2026.

Tauson tabte i sidste uge årets første kamp i Brisbane, inden hun mandag i denne uge trak sig med en skade i Adelaide, efter at hun havde tabt første sæt i et opgør mod australske Ajla Tomljanovic.

Meldingen fra tennisspillerens far Søren Tauson var efterfølgende, at hun efter en akavet bevægelse havde haft en reaktion i den ene balle.

Danmarks eneste Australian Open-deltager har fortsat nogle dage til at blive helt klar til sin kamp i første runde, da hovedturneringen først går i gang på mandag.

Det er tredje gang i karrieren, at Clara Tauson deltager i kvindernes singlerække i Australian Open. Tredje runde i sidste års udgave er hendes foreløbig bedste resultat i turneringen.

/ritzau/